Hvad kan varme en gammel krop bedre på en snekold og -våd lørdag aften end en god omgang moderne rock? Sådan cirka tænkte jeg, da jeg lidt over 23 trissede gennem Aarhus centrum for at fange bussen mod syd. Og det var lige, hvad jeg havde fået denne aften i marts, hvor et pænt besøgt Atlas lagde scene til den korporlige opvarmning.

Inden vi nåede frem til hovednavnet, de canadiske indierockere Alvvays, fik publikum serveret Glasgow-kvartetten Spinning Coin (to guitarer, bas og trommer). Og bandet fik virkelig mønten til at rotere i den gode halve time, de havde til rådighed. Som forsangerinden i Alvvays senere sagde, er Spinning Coin et fantastisk band med gode sange. Og det leverede de beviset på denne aften. Et tæt sæt med gode, iørefaldende sange gav de fire skotter os en lektion i god gammeldags powerpop. Der var knald på trommerne og leadguitaren, der drev sangene frem – til begejstring for publikum. Jeg tror Spinning Coin fik sig nogle fans den aften (også at dømme ud fra aktiviteten ved merchendisebordet efter koncerten), og jeg måtte da også hjem og bestille bandets seneste album Perro (2017).

Med to forsangere (guitaristerne), ja faktisk tre, for den kvindelige bassist (Rachel Taylor) gav også sit besyv med undervejs, fik de næsten klassiske powerpopsange, til trods for at de holdt sig inden for powerpopskabelonen, masser af variation i udtrykket. Hvis ikke Spinning Coin allerede er brudt igennem i hjemlandet, så bør det ske snarest muligt. I hvert fald en meget overbevisende optræden denne lørdag aften i Aarhus.

Spinning Coin er en af den slags bands, som nogle ville være forsigtige med at sætte på som “opvarmning”. Simpelthen, fordi man risikerer, at de løber med hele opmærksomheden. Så gode er de.

Men det skete heldigvis ikke denne lørdag. Da canadiske Alvvays kom på scenen lidt i 22 og lyden var skruet en anelse op, viste den blonde forsangerinde Molly Rankin og hendes kvintet hvor indierockskabet skal stå. I et forrygende sæt (inklusive to ekstranumre), der uden pauser af betydning kørte til klokken 23 blev publikum ført igennem de allerbedste sange fra gruppens to album. Med Molly Rankin som det naturlige, kønne, blonde blikfang og tydeligvis også den naturlige kapelmester demonstrerede Alvvays, hvad rygterne og anmeldelserne havde hvisket om. At her var et nyere band, der gennem heftig turneren havde opnået en imponerende sammenspillet tæthed og et udtryk, der i saft og kraft langt overgår det indtryk de i øvrigt udmærkede albums vidner om. Alvvays skal opleves live – igen tvivl om det.

Det var melodiøs indierock med masser af associationer til andre genredefinerende bands. Men først og fremmest fremstod Alvvays som helt deres egne. Molly Rankin er med sin klare, lyse pigestemme, der stod tydeligt forrest i lydbilledet, en gave til ethvert indierockband og er med til at give Alvvays det særpræg, der gør, at kanadierne trods alt skiller sig ud fra den store mængde af indiebands. Indtryk gjorde også den langhårede trommeslager Sheridan Riley, der var dynamoen i denne omgang kanadisk rock, keyboardspilleren Kerry Maclellan, som ud over at sætte sit diskrete aftryk med tangenterne udfyldte rollen som god backingsangerinde – og bassisten Brian Murphy, der ikke blot trakterede bassen på traditionel vis, men flere gange sørgede for at holde gang i melodilinjen.

Selv om Alvvays var kørt helt fra Luxembourg for at give koncert ved åen i Aarhus, virkede de langt fra trætte. Tværtimod udstrålede Rankin og Co. masser af spilleglæde, professionalisme og engagement – og overbeviste mig om, at de burde være et langt større navn end tilfældet er. Det er forståeligt at de har været kult og har ligget på collegehitlistens top i hjemlandet, for de kan det der med at lave iørefaldende, meningsfulde sange i varierede indierockarrangementer med både powerpopkraft og subtile lydbilleder. Det skulle ikke undre mig, at koncerten med Alvvays og Spinning Coin går hen og bliver et af årets mindeværdigste koncerter. I hvert fald for sådan en som mig.

Alvvays. Atlas, lørdag d. 10. marts, 2018. Opvarming: Spinning Coin.