Med fornemme anmeldelser fra de seneste besøg i landet og med et relativt nyt comeback-album i bagagen indtog kvintetten Slowdive aarhusianske Voxhall i går aftes. Og det er klart, at det skruer forventningerne om en vellykket koncert op. Og Slowdive indfriede da også forventningerne.

Men inden vi skulle nå til hovedmenuen (et kvarter over ni), så skulle vi igennem et sæt med kvartetten Dead Sea. Og det var lidt et studie i opvarmningens problematikker. Og Dead Sea fik rollen som dem, der skulle sætte Slowdives perfektionisme i relief. Dead Sea spiller en afart af elektronisk rock, der er domineret af præ-programmerede trommelyde m.m. Den elektroniske maskine blev suppleret af en forsangerinde (m. et lille keyboard og en digital tromme), en guitarist   og en bassist. Men den præ-programmerede musik dominerede i en grad, så man fik indtryk af, at bandet var i en (u)frivillig spændetrøje. Sangerinden lagde undervejs op til at ville slå sig løs i scenedans og bassisten signalerede, at han gerne ville have friere tøjler. Men det var bare ikke muligt i den elektroniske tvangsjakke. Og måske var det også forklaringen på, at bandet virkede som et band, der endnu ikke har fundet sig selv, ikke har udfoldet et potentiale, det besidder. Bedst fungerede Dead Sea i de mest rockende numre. Og de efterlod et indtryk af, at de nok skal tilbringe mange timer i små klubber rundt omkring, før de får udfoldet deres talent.

Oven på Dead Sea mekaniske electronica virkede det nærmest befriende, da Slowdive entrede scenen og på en grund af tunge, analoge trommer og en lige så markant bas sendte deres drømmepop ud over en propfuld sal. Og fra første sang stod det ganske klart, at Slowdive, der næste år kan fejre 30-års jubilæum, behersker deres udgave af drømmepop til perfektion. Med sanger, sangskriver og guitarist Neil Halstead som kapelmester, stående længst ude til højre, blev Slowdive ført fra den ene sang til den næste (inklusive et par ekstranumre). Sange, der – i mine ører i hvert fald – er som skåret over samme læst, uanset om der er tale om stille eller rockenden numre. Melodiøse sange, der domineres af sfæriske klangflader, der skabes af manipulerede sangstemmer (Rachel Goswells og Halsteads) og effektmærkede guitarer. Det er musik, der lever højt på de drømmeagtige stemninger, effekterne skaber og som giver god mening til genrebetegnelsen “drømmepop”.  Shoegaze var der derimod ikke meget af. Rachel Goswell, der var lidt forkølet på dagen, henvendte sig venligt til publikum og Halstead og de andre havde også løftet blikket mod salen.

På en baggrund af lyseffekter, der gav svage mindelser om de psykedeliske periodes leg med analoge farver, men i kraft af digitalisering lå langt derfra, afviklede Slowdive med tilbagelænet, næsten distanceret coolness deres show til perfektion. Og det var tydeligt, at de fremmødte fans var begejstrede. Men spørgsmålet er, om Slowdives erfarne perfektionisme ikke kun er bandet styrke, men også dets svaghed? Er der udviklingsmuligheder i Slowdives musikalske stil? Det kan kun tiden vise.

Men samlet set levede Slowdive som sagt op til de høje forventninger og leverede et perfektionistisk show, der gav fuld valuta for pengene.

Slowdive + Dead Sea. Voxhall. Lørdag d. 24. februar.