Shoegazing eller bare shoegaze er en underlig genrebetegnelse. Men forklaringen er enkel nok. Igen er det musikpressen, der i sin evige jagt på brændstof til læserne har døbt en række indierockbands fra firserne og halvfemserne “shoegazere”, fordi bandmedlemmerne i deres scenefremtræden var/er introverte og havde/har travlt med at kigge ned på de mange effektpedaler, der bruges til guitarerne for at frembringe en særlig sound.

Pejlemærket for shoegaze er legendariske Bloody Valentines første plader. Musikalsk kan det være lidt sværere at indkredse genren. Men shoegazerne kiler sig ind mellem den første post-punk og grungen og britpoppen og kendetegnes ved æteriske, drømmeriske stemmer, forvrængede guitarer og et lydbillede, hvor alt glider sammen. Ikke for ingenting er genren også blevet kaldt “drømmepop”.

At shoegaze langt fra er fortid blev understreget for ikke så længe siden, hvor bokssættet Still in a dream. A Story of Shoegaze 1988-1995 udkom og dokumenterede spændvidden i genren. Og det blev understreget , da shoegazeflagskibet Slowdive sidste år efter en pause på 22 år udsendte en ny, velmodtaget plade og gav koncerter i Danmark, der gav genlyd i musikpressen. I aften står Slowdive igen på en dansk scene her i Aarhus og jeg har været heldig at få en billet til den i øvrigt udsolgte koncert. Så må vi se og høre om Slowdive kan bringe publikum ind på drømmesporet. Herom i morgen.