Jeg holder meget af såkaldte mug shots, altså de fotos, som ameriaknsk politi tager af personer, der kommer inden for politiets interessefelt. Der er sådan en særlig nøgenhed og ærlighed over disse fotos. Her er det Davis Bowie, der er fanget.

I dag er det to år siden Bowie døde, og han er stadigvæk savnet i musikken at dømme efter alle de skriverier, man kan læse rundt omkring på det store internet. Og jeg kommer i tanke om dengang i halvfjerdserne, hvor jeg blev grebet af en Bowie-feber og købte hans albums. Bl.a. dobbeltalbummet David Live, der blev indkøbt i Rom i en lille pladebutik bag hovedbanegården (Snoopie hed den vist). Feberen holdt længe – til efter Berlin-trilogien. Og dukkede så op igen, da manden var inde i en kunstnerisk bølgedal efter Let’s dance.

Nogle få plader har aldrig sagt mig noget, fx pladerne med Tin Machine og Black Tie White Noise. Men måske skal de blot have en chance til ved lejlighed. Og plader, der har haft en særlig interesse, fx Young Americans og Hunky Dory, der indfangede tidsånden omkring 1970 med stor præcision.

https://youtu.be/N4d7Wp9kKjA