For nogen tid siden købte jeg Dennis Hoppers kult-film Easy Rider på dvd. For en slik. Jeg havde ikke set denne film, siden dengang i 1969, hvor jeg krøb sammen i min mytologiske, esbjergensiske biograf Strandbio og fortabte mig i denne tragiske fremstilling af hippiernes møde med realiteterne i the-american-way-of-life.
Dengang havde hippie-filosofien en uskyldighed, som kan være svær begribe i nutildags. I et splitsekund af menneskehedens historie var det muligt at tro på et tilværelse byggende på personlig frihed og peace-love-and-understanding. Som jeg husker det blev filmen hurtigt “kult”. På ungdomsværelsernes vægge blev den berømte plakat af Dennis Hopper og Peter Fonda på deres store motorcykler med stylede benzintanke og laaange forgafler standard sammen med fx Che Guevara-plakaten. Kanoniseringen af filmen blev også godt hjulpet på vej af et suverænt soundtrack.
Jeg tror, at filmens kultstatus hænger sammen med, at den ikke er en lalleglad beskrivelse af tre skæve hippiers succesfulde tur over staterne, men faktisk beskriver uskyldstabet, hippiedrømmens tragiske umulighed. På den måde cementerer den drømmen som drøm. Utopien som utopi.
Den fremragende amerikanske instruktør Arthur Penn afslørede i øvrigt også – nogenlunde samtidigt – samme drøms naivitet i sin klassiker Alice’s Restaurant. Fx ved at skildre, hvordan hippiernes drøm om fred slår om i vold. I øvrigt også en film med et særdeles berømt soundtrack… Det skal jeg vende tilbage til.
Det, jeg kunne huske fra filmen, var lydsporet med nogle af tidens slidstærke klassikere, blandt andet Steppenwolfs Born to be wild og The Pusher, men fx også Jack Nicholsons advokatfigur, der brændte igennem lærredet. Derud over nogle fragmentariske scener: Harlyerne med de karakteristiske forlængede forgafler på deres vej hen over det åbne amerikanske landskab, hippiernes møde de voldelige rednecks m.m.

Link til en enkelt fanside: www.ezrider.co.uk, hvor filmen gennemgås næsten scene for scene…