Det var ikke kun i kærlighedssommeren 1967, at der udkom masser af musik. Også i vinteren skete der ting og sager. På denne dag i ’67 udkom således Bob Dylans John Wesley Harding, troubadourens ottende album. Og en plade, der repræsenterede endnu en af de volter, som Dylans karriere har været så rig på. Efter at have overrasket, ja chokeret, mangen en fan med elektrificeringen af sin musik, vendte Dylan her tilbage til det akustiske som om intet var hændt. Selv om pladen ikke fik nogen nævneværdig promotion, så blev den en succes, både salgsmæssigt og i kritikken.

Pladen var opfølger til Blonde on Blonde og blev til parallelt med Dylans famøse Basement-indspilninger med the Band. Og så kom pladen også efter Dylans dengang meget omtalte og mytologiserede motorcykeluheld. Måske var disse omstændigheder en del af forklaringen på den pæne modtagelse John Wesley Harding fik.