En bombe i en turban fik debatten om ytringsfriheden til at rulle. Og man kunne let få det indtryk, at truslen mod ytringsfriheden i vort demokrati kun kom fra mørkemænd af islamisk oprindelse… Men sådan er det langtfra. Truslen kommer også indefra…
I dagens avis kan man således læse, at mange socialrådgivere undlader at indberette kommuner, der ikke lever op til lovens krav, når det gælder varetagelsen af børns tarv. Der er tale om sager med såkaldt “udsatte børn”. Socialrådgivere indberetter ikke sager til ankestyrelsen, fordi de frygter, at det vil få konsekvenser for deres ansættelse. I form af “kammeratlige samtaler” med ledelsen eller slet og ret fyring.
I en tid, hvor vi har været vidne til yderst alvorlige sager med udsatte børn – lad mig blot henvise til “Tønder-sagen” og sagen om drabet på et 16-årigt avisbud – så må det være klart, at socialrådgivernes – og for den sags skyld andre offentligt ansattes – ytringsfrihed må sikres og styrkes. Problemet er ikke nyt. Da jeg for mere end ti år siden læste på Journalisthøjskolen, fik vi serveret talrige eksempler på, hvordan systemet – af økonomiske, magtmæssige osv. hensyn – undertrykte og begrænsede offentligt ansattes ytringsmuligheder.
Det er forståeligt, at de pågældende socialrådgivere frygter for deres levebrød og karrieremuligheder. Og selv om ingen kan fritages for et personligt ansvar ved en sådan tavshed, så er det nødvendigt, at der sikres arbejds- og ansættelsesforhold, hvor ytringsfriheden omkring kritisable forhold i det offentlige kan opretholdes. Og det er nødvendigt, at pressen løfter blikket væk fra den store islamiske trussel og kigger indad mod sådanne anti-demokratiske tendenser i systemets centrale dele…
@mb: NÃ¥r man sÃ¥ har fÃ¥et at vide, at socialrÃ¥dgivere bruger cirke 75% af hver time pÃ¥ dokumentation, evaluering, kontrol osv., sÃ¥ klinger ledelsens ord om “løntyngde” hult…
Kalundborg Kommune skar i bemandingen blandt socialrådgivere, selv om 16 af kommunens socialrådgiverne havde meldt ud, at de pga. knappe ressourcer ikke længere turde tage ansvaret for, at der bliver taget hånd om de udsatte børn.
@Maria: Klar tale!
Jeg er meget enig i, at vi alle har et individuelt ansvar for at sige til og fra. Gad vide, om det altid har været sÃ¥ svært at gøre det, som det synes at være i dag ? Jeg synes, at rigtig rigtig mange mennesker har svært ved det – mig selv incl. i mange henseender. Specifikt som fagpersonen: i min tid i arbejde som socialrÃ¥dgiver oplevede jeg mange gange beslutninger om, at nu skulle der prioriteres i den og den retning – eks.vis korte virksomhedsrevalideringforløb fremfor uddannelsesforløb, der virkelig kunne flytte folk pÃ¥ mere end kort sigt. Eller kvoter for dit og dat, der var opbrugt, selvom der var 8 mdr. tilbage af Ã¥ret – sÃ¥ stop med at bevilge dét. Skiftende vinde, der blæste. Og en ledelse, der totalt vendte ryggen til og holdt hænderne for ørerne, nÃ¥r man kom med modargumentationer. Og fuck hvor er det sÃ¥ nemt at sætte sig ind pÃ¥ sin pind og bare prøve at gøre sit bedste – i rammerne, der IKKE er ok ! Og DÉT er ihvertfald ikke vejen ! SÃ¥ kan man sidde dér og blive knækket pÃ¥ sin faglige stolthed og sine menneskelige værdier. Føj altsÃ¥…
@mb: Nej, der er nok ikke tiltrækkeligt fokus på dem, der siger fra, sparker ud og op og kæfter op. Og får ørerne maskinen. Selvfølgelig findes de. I mit eget fagblad, Magisterbladet, dukker der nu og da sådanne historier op om kritikere, som trynes og forfølges etc. Men der burde være større mediebevågenhed generelt omkring sådanne sager. Det ville gøre det lettere for de ansatte at undgå kujoneriet.
Helt enig.
Jeg har ofte hørt om at socialrådgivere af deres chef presses til at spare, også selv om det ikke er det mindste rimeligt, og nærmest dumt.
Man kan ikke rende fra at man selv har et ansvar – ogsÃ¥ for at sparke opad. Det er en slags kujoneri, som chefen ogsÃ¥ pÃ¥ socialkontorerne lider stærkt af, han skal sparke politikere, skal han. Men hører vi om det ?
Men mørkemændende fra det ydre rums indlydelse i de sociale gemakker er altså heller ikke helt ligemeget:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2007/12/01/233253.htm?rss=true
http://jp.dk/indland/article1189501.ece
@Anja ligenu: Nej, alternativet til at ytre sig og sige fra (evt. sige op…). Det er selvfølgelig, at man kompromitterer sig selv, mister sin selvrespekt som fagperson og menneske, ender i ansvarsforflygtigelsens illusion (det er ledelsens skyld!) og bliver en lille kommisær i det store bureaukratiske spil. “Jeg gjorde bare det, jeg skulle”!
Alternativet til? Som det er nu? Jeg tror der sidder mange mennesker med øjne og hjerne for bedre bud end dem vi står overfor i dag. Spørgsmålet er om samfundet er blevet så lammet at det ikke tør alternativer. Noget tyder på det.
@Anja ligenu: Ja, Anja, det koster noget at holde den faglige og etiske fane højt. Det kommer vi ikke uden om. Men, hvad er alternativet?
Ansvarsforflygtigelse og projektion er hvad det er!
Det kunne jeg godt lide. Det du skrev dér.
I går da sagsbehandleren for 317. gang sagde at det jo ikke var hende der tog beslutningen; at det var ledelsen, så sagde jeg til hende at jeg synes at man som socialarbejder (i enhver henseende) bør sige op, eller i hvert fald gøre oprør, når man jo tydeligvis godt kan se at tingene ikke bliver grebet som de skal.