Jeg har hørt det så mange gange, at det er blevet en indgroet fordom i mit indre. At man med alderen bliver korthåret, konservativ og falder til patten med hensyn til folkekirkekristendommen. Disse synspunkter er blevet fremført med en selvfølgelighed som var der tale om tyngdeloven eller noget i de kategori.
Og nogen har en interesse i, at vi betér os sådan. Vi indoktrineres løbende i, hvordan det rette liv i den liberalistisk-borgerlige konjunktur bør være. Og til det liv hører et affirmativt forhold til kirken.
Et nyt eksempel på, hvordan vi hjernevaskes med den tankegang, finder vi i dagens nyhedsstrøm, hvor man under rubrikken “Før var han ateist – nu trækker forfatter i præstekjolen” kan læse om den borgerlige forfatter Kristian Ditlev Jensen (mest kendt for en selvbiografisk roman om seksuelt misbrug ‘Det bliver sagt’), der netop genfremfører ovenfor beskrevne ideologiske tankegods på følgende måde:

– Når man er mellem 16 og 35 år, så kan mange godt komme lidt væk fra troen og kirken. Der har mange travlt med at finde et job og en kone osv.

– Men når man så kommer op i slutningen af 30’erne og i 40’erne, så begynder folk jo at dø af kræft og begå selvmord. Og så går det op for én, at man også har brug for at have styr på de ydre rammer. Jeg ville gerne forstå det noget mere, og så begyndte jeg at læse teologi, siger han.

Når dødens realitet går op for en – i en fremskreden alder – så får man brug for Gudfaderen og hele hans værk for at få styr på “de ydre rammer”. Nu er jeg selv for længst kommet ud over den alder, Jensen henviser til, og har bestemt ikke fået behov hverken en kristen ideologisk rammefortælling eller at studere teologi. Og jeg køber ikke den tankegang, at blot fordi vi ved, at vi skal dø engang, så skal vi partout have vores tankevirksomhed spundet ind i den kristne (eller for den sags skyld en hvilken som helst andet religiøs) lære. Vi er nogle, der som den nu døende Troels Kløvedal stiller os tilfreds med, at vi har levet i en videnskabelig tidsalder, hvor videnskaberne ikke har forklaret alt mellem himmel og jord, men givet os stumper af viden, nok til at danne koordinater af mening i livet. Jeg har svært ved at forstå, at man så let giver  køb på et videnskabeligt livsgrundlag, uanset hvor hullet og ufuldstændigt det så end er, til fordel for vidtløftige fortæller om den kristne gud, Jesus og hans lære. Men en del af forklaringen er selvfølgelig, at kristendommen – som Karl Marx påpegede for mange år siden – er den religion, der passer bedst til kapitalismen og at vi indoktrineres i denne tro via de store medier, som fx via tv-serien “Herrens veje” og nyheder som den ovenfor angivne.