Jeg havde helt glemt, at Tove Ditlevsen havde samme fødselsdag som mig selv.

Og i år er det 100 år siden, hun kom til verden. Pigen fra det københavnske baggårdsmiljøs små kår, der blev en af dansk digtekunsts mest elskede digtere. Hun blev en fremmed fugl i tressermodernismens spraglede volière, hvor hun ikke som sådan deltog i modernisternes formelle og eksistentielle opgør med traditionen, men skrev på sin egen måde, der både bar traditionen i sig og – vil jeg påstå – et forvarsel om det feministiske opgør og -rør, vi stadigvæk lever i og med effekterne af.

Med sit komplicerede liv og sin digtning pegede Ditlevsen ud over de konventionelle rammer og undertrykkende normer, som også modernisterne var oppe imod. Og jeg tror, at Ditlevsens dobbelthed af traditionalisme (fx i sine digtes form) og rebelsk fornyelse, er en del af forklaringen på, at hun stadigvæk appellerer så stærkt til os som læsere i dag. Det giver hendes poesi og prosa noget tidløst over sig.

Desværre tillod hendes levevis ikke, at hun kunne blive 100 år. Men til lykke alligevel gamle tøs – vi har da bøgerne at glædes over.