I pressematerialet til August Rosenbaums nye album Vista, citeres Rosenbaum for at karakterisere pladens musik som “a score in search of a movie”, altså musik, der kunne være filmmusik, hvis filmen til musikken altså var lavet. Filmløs filmmusik, kort sagt. Og man associerer da også nemt til det filmiske, når man lytter til pladens ialt 13 skæringer.

Men først og fremmest er det, der slår mig, at musikken har en meditativ og inadvendt karakter. Det er ikke musik, der umiddelbart sigter mod store koncertscener og lign. Det er musik, der appellerer til andægtig lytten og fordybelse. Man kan godt mærke, at Rosenbaum især har haft sit virke som arrangør og “bagmand” for en række andre kunstnere – fx Mø og Sonic Youths Kim Gordon.

Musikken er i høj grad eksperimenterende og legerer elementer af electronica, pop, jazz m.m. til lydbilleder, der er fulde af meget forskelligartede stemninger. Undertiden kan musikken i sin tilgang til det kompositoriske minde om moderne klassisk kompositionsmusik – bortset fra altså, at vi befinder os inden for populærmusikkens felt. Det betyder også, at pladen – i mine ører i det mindste – indskriver sig i en række albums, der hver på sin vis dyrker det knapt så mainstreamsøgende, introverte og udforskende. Jeg kommer i tanke om vidt forskellige kunstnere som Brian Eno og Talk Talk – uden at Rosenbaum på nogen måde lyder som dem.

Vista er kort sagt en rigtig lytteplade, der kræver, at man følger kunstneren ind i det musikalske univers. Og så er man til gengæld sikker på at få en særegen musikoplevelse. Værsgo.

August Rosenbaum. Vista. Tambourhinoceros. Udkom den 24. november.