Kommune- og regionsrådvalgene er overstået, selv om der er et par hængepartier. Og jeg stemte på Enhedslisten, fordi partiet er det eneste parti, der har elementer af et socialistisk idegrundlag i sit partiprogram og derfor peger ud over de eksisterende økonomiske og kulturelle tilstande i Danmark. Men det betyder ikke, at jeg ikke har været i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mine kryds. For jeg har mine tvivl vedrørende Enhedslistens “revolutionære potentiale” (lad os kalde det sådan for en kortheds skyd og ikke for at starte debatten om, hvad “revolution” kan tænkes at være for en størrelse). Med andre ord: Er Enhedslisten et parti, der vil afskaffe det eksisterende borgerligt-liberalistiske “demokrati”? Er det et parti, der vil et radikalt andet samfund?

Min tvivl er blevet bekræftet de seneste dage af partiets handlinger. For det første har EL stemt for en ny finansieringsmodel for universitetsuddannelserne. En model, der på papiret skal gøre op med den forhadte fremdriftsreforms værste effekter. Og for en overfladisk betragtning sker det også, idet den nye model   arbejder med et grundtilskud til uddannelserne, hvor uddannelserne får et vist grundtilskud pr. studerende. Dog med en række spidsfindige betingelser, der stadigvæk håndhæver fremdriftsideen (at de unge ikke skal blive hængende for længe på studierne og se at blive færdig på normeret tid). Dertil kommer, at en del at tilskuddet også er betinget af, at de nyuddannede unge hurtigst muligt kommer ud i et arbejde, som deres uddannelse berettiger til.

Efter sigende har EL sammen med alle de andre partier stemt for denne reform, som Venstres Søren Pind med tydelig tilfredshed præsenterede for offentligheden i går.

Men, hvorfor skulle EL ikke stemme for sådan en “forbedring”? Det skulle partiet ikke, fordi reformen især vil komme til at gå ud over fag, der traditionelt har haft svært ved at finde afsætning for deres kandidater på det såkaldte arbejdsmarked, der i den herskende politiske konjunktur især er det private arbejdsmarked. Enhver, der har fulgt med i universiteternes historie gennem de seneste fire-fem årtier vil vide, at taberne ved denne reform typisk vil være de såkaldte “humanistiske” fag. Det blev understreget forleden, hvor Magisterforeningen råbte vagt i gevær, fordi universiteterne lukker små sprogfag, fordi de ikke er rentable. Men truslen gælder gnerelt fag, der beskæftiger sig med det “humane” bredt, sprogfag, kulturfag osv. Til gengæld vil de fag, der altid har været efterspurgt i erhvervslivet – teknisk-videnskabelige fag, økonomi, jura, handelsfag m.fl. – have en chance for at overleve på de nye vilkår. Fag, der er skræddersyede til at støtte og udvikle det bestående samfund med dets liberalistisk-kapitalistiske økonomiske system.

Peger det ud over det bestående at stemme for  sådan en reform? Det synes jeg ikke det gør, og jeg synes, EL burde have holdt sig for gode til at stemme for, ud fra et princip om, at det er bedre ikke at stemme for eller stemme imod i stedet for at stemme for noget dårligt. Hvorfor gjorde partiet det så? Jeg har ikke hørt eller læst om bevæggrundene, men formoder, at EL er blevet fanget af den parlamentariske logik, der hersker på tinge, nemlig at man stemmer for det, man tror er godt for fællesskabet, og imod det, man tror ikke er det.

Sagen om den nye uddannelsesreform handler for mig at se om Enhedslistens misforståede tro på de borgerligt-parlamentariske systems muligheder. Et eller andet sted, tror jeg, hersker der en tro på, at vi kan lave om på de herskende forhold, inden for de eksisterende politiske rammer (en gammel debat, også i Enhedslistens historie). En dag vil vi have et flertal, der kan afskaffe det borgerlige demokrati og samfund. Men jeg tror, at EL er gået i den ideologiske fælle, der består i, at man i ord hylder et andet samfund, men i gerning bekræfter det bestående – igen og igen. Hvor galt den strategi kan gå, kan man se på Socialistisk Folkeparti, der kom i regering med Socialdemokratiet og lavede alskens rævestreger i det beståendes interesse.

Et andet eksempel af nyeste dato er kampen om borgmesterposter i København. Partiet havde mulighed for at gå efter posten som borgmester for beskæftigelse – en post, der vil have stor betydning for  byens udsatte mennesker – men valgte af taktiske grunde at satse på posten som teknik- og miljøborgmester. Og partiet ville angiveligt ikke diskutere valget med repræsentanter for Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, organisationer, der – som navne antyder – kæmper for bedre forhold for de udsatte. Læs Lars Henrik Carlskovs indlæg i Facebook.

Det, man – jeg! – kan frygte er, at Enhedslisten med sine taktiske og pragmatiske handlinger langsomt med sikkert  bevæger sig i retning af det herskende politiske spektrums “midte”, det “sorte hul”, der lader idégrundlaget implodere til fordel for en samfundsbevarende konsensuspolitik. Der er mange andre elementer i Enhedslistens praktiske handlen og gøren, der peger i den retning, men indtil videre vil jeg lade de to eksempler stå alene.