Når man kan skrive fx Poets og Greene på sit musik-CV, så er man vel ikke en hr.-hvem-som-helst. Og Flemming Borby kan det. Hans liv med musikken går langt tilbage -til tressernes radiolytning – men de senere år har Borby været solist og har boet uden for landets grænser.
I 2015 udsendte han debutsoloalbummet Somebody Wrong, hvis indiepopsange faldt i god jord hos flere anmeldere. Og nu et par år senere er toeren kommet, Hell is too far, hvor Borby har allieret sig med den garvede bassist Greta Brinkman (der bl.a. har arbejdet sammen med Moby og Debbie Harry).
Og Hell is too far lægger sig smukt i forlængelse af debutpladen med otte indtagende indie-poprock-sange, der emmer af inspiration fra især den stærkt popmelodiske strømning i indierocken, den strømning, der både går tilbage til den solide popsangskriverkunst fra tresserne (med Brill Building i bakspejlet) og løber gennem den lange række af kunstnere, der stod ved deres poporientering. The Go-Betweens er blevet nævnt – og med rette – et par gange i forbindelse med Borbys navn.
Der er tale om otte mageløst, velturnerede sange, der både er let melodisk forførende, samtidig med, at arrangementerne lyser – og lyder – langt væk af at være gennemtænkte, komplekse og professionelt udførte. Og Borby synger med en lys mandestemme, der kun passer alt for godt til popintentioner. Det er indiepoprock med hitlistepotentiale, og det ville være synd og skam, hvis ikke de unge DJs på de store radiofonistationer fik ørerne op for Borby og sørgede for at sende hans toner ud til ungdommens mobiltelefoner og DAB+-radioer. Hermed anbefalet.
Flemming Borby featuring Greta Brinkman. Hell is too far. Produceret af Flemming Borby. Divine Records. Udkom 29. september.
https://youtu.be/_m7hPhlWi5g