1960’erne var ikke kun de “gode, gamle dage”. Tresserne var også Vietnamkrig, andre konflikter, oprør og vildfaren ungdom. Til sidste kategori hørte Charles Milles Maddox, bedre kendt som Charles Manson, der som leder af sin Manson familie begik ni mord i 1969.
Manson var et barn af efterkrigstiden og af tresserne. Hans triste barn- og ungdom gik med at gå ind og ud af diverse institutioner for ungdomskriminelle, men han forsøgte sig også som singer-songwriter i udkanten af Los Angeles, hvor han angiveligt havde en perifer kontakt med Beach Boys Dennis Wilson. Nogle af hans sange blev siden udgivet, og nogle af dem indspillet af andre musikere.
Men først og fremmest var Manson et eksempel på, hvordan det kunne gå, når tressernes løsslupne ungdomskultur skulle gå i spænd med en sindsforvirret ung mand. Han blev besat af forestillingen om en forestående racekrig mellem hvide og sorte borgere. Helter Skelter kaldte han krigen – efter Beatles-sangen. Og han beordrede sine familiemedlemmer til at slå nogle mennesker ihjel for at sætte gang i den apokalypse, han var overbevist om ville komme.
Men i stedet endte Manson i fængsel. Først blev han idømt dødsstraf, men da Californien afskaffede dødsstraf i 1972 blev hans dom konverteret til en livslang fængselsstraf. Og det er den, der endte mandag morgen efter en kort hospitalsaindlæggelse.
Dermed er et makabert kapital af historien om tresserne skrevet færdig.