Nu hvor capac alligevel har bevæget sig over i den “sorte” musik, så kommer jeg ikke uden om Stevie Wonder og hans mesterværk Songs In The Key Of Life (1976), der – efter min beskedne mening – er højdepunktet i mandens karriere som sangskriver og performer – og et højdepunkt i den periodes, dvs. halvfjerdsernes, musikalske udfoldelser. Jeg ejede dobbeltalbummet engang, men skilte mig af med den, fordi den havde en irriterende presningsfejl på den ene side. Havlfjerdsernes var plaget af presningsfejl…
Siden har jeg ikke fået anskaffet med en cd-udgave, men har måttet nøjes med at lytte til den via bibliotekslån. Noget, der må gøres noget ved snarest!
Songs er Wonders svar på The Beatles’ Hvide Album og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road. Et overflødighedshorn af musikalske ideer og kreativt eksperimenterende overskud, hvor Wonder for alvor viste spændvidden i sit talent. Pladen, der blev en kommerciel og kunstnerisk succes efterfulgte en perlerække af mesterlige album som Music Of My Mind, Talking Book, Innervisions og Fulfillingness’ First Finale. Til gengæld har de efterfølgende albums kun tilnærmelsesvis kunnet leve op til præstationerne på The Key.
PS. Der findes mange kiksede albumtitler, men denne titel er fremragende. Den siger lige netop noget om, hvad pladen byder på: sange, der udspringer af livet, og som handler om livet…