I 1986 overgav jeg mig til en lille funky alf, som på lettere irriterende vis havde fundet vej til mine ører i med albums som Purple Rain (84) og Around the World in a Day fra det efterfølgende år. Men først ville jeg ikke vide af ham. Prince er navnet. Jeg syntes, at han var lidt for firser-disko-dasko-popsmart i sin attitude og udklædning osv. Men alligevel var der noget ved ham og hans musik. Noget uimodståeligt. En legende funky musikalitet. En letfængelig charme. Et glimt i det musikalske øje. En udviklet sans for det melodiske. Modstanden blev nedbrudt, da jeg hørte hittet Kiss (og efterfølgende så videoen). Kiss slår kloen i en fra den første inciterende guitarakkord og slæber så ellers en igennem nummeret med en sumptung, gyngende trommerytme, der sætter sig i kroppen som en udefrabestemt puls. Videoen er meget enkel, uden alskens tekniske fiksfakserier. Den er helt underlagt sangens dansante rytmik og beretter om, hvad funk à la Prince handler om: krop, erotik og musik. Nyd ca. 150 cm. koncentreret, krukket, komisk … funk. En lille perle. Kiss indgik på albummet Parade (1986), hvor Prince med hjælp fra The Revolution (og ikke mindst Wendy and Lisa) foldede sine talenter helt ud. Et hovedværk i den lille mands karriere.

Kiss – Video