I marts måned udkom bananpladen, Velvet Undergrounds berømte debutalbum (inkl. Nico). Den solgte ikke stort. Vist i omegnen af 30.000 eksemplarer, men musikeren Brian Eno er citeret for at sige, at de 30000, der købte pladen startede et band efterfølgende. For lige som at understrege pladens betydning. Og af nogle fremhæves netop bananpladen som den anden vigtige og skelsættende plade fra det år. Det andet var Sgt. Pepperøs lonely hearts club band med The Beatles.

Og i disse dage er det gamle medlem John Cale i pladens hjemby, New York, for at genopføre hele værket med sit band og et hold til lejligheden inviterede musikalske venner.

Og det er med rette, at det er Cale, der genopfører værket. For hans særlige blanding af rock og avantgardemusik (John Cage, Lamonte Young, Terry Riley m.fl.) var et centralt element i den særlige lyd, som Velvet Underground skabte i en indspilning, hvor produceren Andy Warhol nærmest var tavs, Nico supplerede med sin køligt-passionerede tyske stemme og Lou Reed var sig selv.

Kun Mo Tucker og John Cale er tilbage af det oprindelige band. Men den lyd, bandet skabte på debutpladen har sendt et dybtgående ekko gennem den art-rock, der siden er blevet skabt. Bananpladen indfangede på mystisk vis selve lyden af den moderne stormetropol. en sound, der aldrig falder til ro, og som man kan genhøre ekkoet af på mange plader, hvis man forstår at lytte. Uden bananpladen ville punk og post-punk have været meget mere anæmisk og triviel.

Det forlyder, at John Cale tager sig visse friheder i genopførelse af værket. Fx erstattes Lou Reed karakteristiske reciterende stemme af en sanger. Men det er kun i værkets ånd, at det skal holdes i live gennem genopførelse som genfortolkning – og  på pladeafspilleren selvfølgelig.

PS. Jo, jeg har været omkring pladen og 50-året engang før, men det er altså en vigtig udgivelse, der fortjener omtale hver gang lejligheden sig byder til.