Basement Tapes – Dylan og The Band

Author:

I 1975 var genrebetegnelsen “Americana” dårligt nok opfundet, selv om ordet fandtes. Og man kan vel sige, at Bob Dylan var med til at gøde jorden for opkomsten af Americana-genren, da han efter sit mytologiserede motorcykelulykke i 1967 fandt sammen med The Hawks (aka The Band) og søgte tilbage til de rødder, der altid har været hans og musikernes fælles udgangspunkt. Samarbejdet lagde grunden til mesterværkerne John Wesley Harding og The Bands debutalbum Music From Big Pink. Big Pink er navnet på det hus, hvor de musikalske eksperimenter og sessions foregik.
Om det var planen nogensinde at udgive de sessions, der blev indspillet i Big Pink, vides ikke med sikkerhed. Men interessen for dem var enorm og kom til udtryk i nogle bootleg-plader, der frem til 1975 var mytologiske dokumentationer af samarbejdet. Ikke alt er udgivet, og der florerer stadigvæk bootlegs med 4-5 cd’er med materiale fra dengang.

Hvordan det hele hænger sammen kan vi overlade til Dylan-filologerne. I hvert fald er det glædeligt, at musikken – suppleret med ekstramateriale – blev udsendt på et dobbeltalbum i 1975. For det er musik, der sprudler af spilleglæde og kærlighed til den tradition, musikerne er rundet af. Man kan høre, at de har haft det herligt ved disse i begyndelsen uforpligtende sessions i husets kælder. Og pladen er også et vidnesbyrd om, at man ikke behøver et storby-high-tech-studie for at indspille interessant, levende musik. Snarere tværtimod. En milepæl i americana-musikken.

Dylan og the Band – Highway 61 Revisited (1969)

One Too Many Mornings (1969)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *