Capac anbefaler: Dangers of the sea – Our place in history

Author:

Anders Bay Estrup – sanger, guitarist og sangskriver i Dangers of the Sea – lyder grangiveligt som en ung Neil Young på det nye albums første skæring, “Meet me at the Station”. Og dermed bliver det også slået fast, at Dangers of the Seas – og Estrups sangskrivning – indlejrer sig i sporet efter tressernes og halvfjerdsernes akustisk prægede singer-songwriter-rock.

Og det er jo ikke den værste inspiration, man som et ungt, dansk band kan have. Specielt ikke, når inspirationen og traditionsvidereførelsen sker med så stor tæft og sikkerhed som tilfældet er her. Anders Bay Estrup har skrevet en god snes særdeles iørefaldende sange, der sagtens kan matche meget af traditionens arvegods med hensyn til kvalitet og holdbarhed. Og som tilfældet er med traditionen, så er sangene på bandets nye plade klart bygget op om Estrups sang og. Men man kan også høre, at bandet – bestående af Jess Jensen (kendt fra Saybia, på tangenter), Frederik Teige (el-guitar), Mike Juel Taagehøj (Slaraffenland, på bas) og Rasmus Jusjong (Folkeklubben, på slagtøj) – har fået lov til at udfolde sig oven på den sangmatrice, Estrup har leveret. Det betyder, at folk-rock-udtrykket har fået et nuanceret og rigt facetteret lag i lydbilledet.

Dangers of the sea er et særdeles velsammenspillet band. Og sammen med et tekstmateriale, der kredser om blive-voksen-temaer, sikrer det tætte samspil og de lydefri arrangementer og produktion, at Dangers of the sea lægger en personlig alen til traditionalismen. Og samlet set burde dette album kunne tilfredsstille enhver, der kender traditionen eller har opdaget dens kvaliteter for nylig. Så der er noget både for begynderen og den viderekommende. Hermed vamrt anbefalet.

Dangers of the sea. Our place in history. Producer: Kasper Rasmussen. V 2 Records. Udkom d. 20/10-2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *