The Rolling Stones’ afhængighed af de gamle bluesgiganter er velkendt, men nogle blueskunstnere betød mere end andre. Fx kan man rundt omkring på nettet læse, at Don Covay, der døde i 2015, var “den rigtige Mick Jagger”. Og man kan finde citater af Jaggers kritiker Keith Richard, der hævder, at Covays og Jaggers stemmer ville lyde helt ens, hvis de blev sat på en graf.

Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Covay en Jagger, men givet er det, at inspirationen fra netop Covay præger Jaggers sang og sangstil i hørbar, eminent grad. Lyt fx til albummet Mercy! – så kan man slet ikke være i tvivl. På nogle af sangene er der endda tale om kuldegysende lighed. Prøv selv at lytte.

Som jeg tidligere har været inde på, så står de kunstnerne – og ikke mindst de store – på skuldrene af deres forgængere. Det er en del af det at skabe kunst, at man står i gæld til forgængerne. Man gentager og fornyr det, man har modtaget fra fortiden. At Jagger læner sig op ad Covay er ikke udtryk for andet end god smag og sikker kunstnerisk dømmekraft. Jagger læner sig op ad de bedste blueskunstnere – heriblandt Covay.