Vi skal helt tilbage til starten af halvtredserne, da pigebørnene Gloria Jones, Pat og Anette Howard, Fanita Barrett, Jewel Cobs og Nanette Williams dannede The Dreamers bare for sjov. Som mange andre farvede vokalgrupper havde pigerne en stærkt musikalsk baggrund i religion og familieliv og havde lyst til at fornøje sig selv og andre med især spirituals. Efter et par års optræden rundt omkring lykkedes det dem at få en pladekontrakt med Capital Records, der straks omdøbte dem til The Blossoms på grund af deres blandede hudfarver. De lignede en buket blomster, mente man. Tre ikke særligt succesfulde singler blev det til, inden Nanette forlod gruppen på grund af graviditet og i stedet blev erstattet af Darlene Wright (senere Love), der blev den centrale figur som forsanger og midtpunkt i det hele taget. Men i første omgang fik Loves indtræden og den stilændring, den medførte, ikke nogen effekt på pladesalget.
Paradoksalt nok fik de deres første hit under et dæknavn. Den kontroversielle producer Phil Spector havde problemer med sit eget pigeband The Crystals og fik blomsterbuketten til at indspille singlen “He’s a Rebel” à la Crystals – og successen var hjemme med det samme. Penge fik de dog ikke mange af, da de blev spist af med et sessionhonorar…
Men Spector kvitterede for deres hjælp ved at gøre dem til sine foretrukne sessionsangere i årene fremover. Uden dem ville plader med The Crystals, The Ronettes, Shelley Fabares (Johnny Angel) m.fl. aldrig have været de samme. Successen som backingvokaler gjorde også, at de kunne fortsætte deres egen pladekarriere og udgive en række plader op gennem tresserne og ind i halvfjerdserne.
Samarbejdet mellem pigerne (med et par udskiftninger undervejs) holdt frem til 1974, hvor Darlene Love forlod gruppen, og The Blossoms storhedstid var ovre.