Nu, hvor det viser sig, at danskerne ikke sådan for alvor kan hidse sig op over, at den unge socialdemokratiske komet Jeppe Kofoed kneppede en ganske ung pige i Esbjerg, så trækker den socialdemokratiske ledelse i land i forhold til fordømmelsen af unge Jeppe. Socialdemokratiets formand for folketingsgruppen, Carsten Hansen, erkender, at det var en overreaktion, at kalde Kofoeds seksuelle handling for “utilgivelig”. Nu kaldes den “uacceptabel” i stedet. Hansen holder dog fast i fordømmelsen, fordi der er tale om et brud på DSUs interne regler. Regler, der efter sigende foreskriver, hvem der må have sex med hvem og hvordan (i følge en journalist i Ekstra-Bladet). Omvendt kan man vel sige, at hvis man er så naiv at tro, at man kan forhindre folk i at gå i seng med hinanden med den slags regler, så er man selv skyld i, at de bliver brudt…
Noget andet – og alvorligere – er, at “sagen” og Carsten Hansens fortrydelse igen afslører et parti, der har det svært med sine grundholdninger. En ting er, at man måske af populistiske grunde synes, at det ikke ser godt ud i offentligheden, når en fremtrædende socialdemokrat render rundt og nedlægger unge piger (selv om det er en kendt sag, at der har været skørtejægere i det gamle parti før…), noget andet er, hvad man grundlæggende mener om legal sex mellem to mennesker. Det er et spørgsmål om, hvordan man har det med frisindet.
Der går en lige linje fra partitoppens slingren i denne harmløse sag til Mette Frederiksens kanonisering af den personlige frihed i gårsdagens teser. Vil socialdemokraterne være liberalister eller socialister? Og behøver personlig frihed at være i modsætning til fælleskab og social ansvarlighed? Til socialisme? Slinger i valsen er der i hvert fald. Partiet svæver. Og der er højt ned…
@morfar: Jeg håber, at du får ret. Det er brandærgerligt, at partiet står så svagt nu, hvor det er synligt for de fleste, at Fogh-regeringen er slidt op
@Donald: Jeg tror, at Socialdemokratiets største holdningsmæssige problem er, at det nærmest har skåret navlesnoren over til dets egen historiske forankring i arbejderbevægelsens historie og dens ideologiske fundament. Og så tror jeg, at nedturen begyndte længe før Helle Thorning. Hun er blot et symptom på den uheldige udvikling.
Jeg tror du har ret i at det vigtigste er at kunne fremlægge partiets grundidé, gerne som en grundholdning til de aktuelle begivenheder.
Ikke alle partier har en grundide – nogen er et-personspartier eller protestpartier, som forsøger at samle folk, der er utilfredse med det bestÃ¥ende, og sÃ¥ finde det største omrÃ¥de, som kan samle utilfredsheden. At være partiejer har altid været et hÃ¥rdt job. Næsten umuligt, med mindre man fÃ¥r sÃ¥ meget feed back og har sans for at lytte til jungletelegrafen.
Hvis en leder i et demokratisk parti, en leder som fx. Mette Frederiksen, skal tegne en partilinie, så består opgaven i at ramme den grundlæggende ide, som oprindeligt samlede de mange menneskeskæbner som ellers strittede i forskellig retning, rette op i forhold til aktuelle emner og tilsætte sin egen fornuftige etik. En ledelse, som ikke magter at fremhæve den grundholdning og heller ikke formår at relatere den til aktuelle situationer, må før eller senere træde tilbage Der er ikke nogen garanti for, at en anden ledelse vil være i stand til at løfte opgaven bedre; det er altid problematisk.
I et demokratisk parti behøver det ikke at være én mand/kvinde, som fremlægger meningerne. Der må gerne være flere og de må gerne variere lidt.
Jeg tror Helle Thorning Schmidt ikke har tid nok til at udfylde jobbet; og desværre er det ikke lykkedes hende at finde supplerende frontfigurer som vil arbejde sammen med hende. Et eller andet har hun uden tvivl ramt, dog ikke så bredt.
Jeg tror nu nok at de skal klare sig, jeg er mere bekymret for Lars “FUCK VÆLGERNE!” Løkkes parti, for de skider da konstant i egen buks.