Han er tre år ældre end mig. Men, de gange, jeg har været sammen med ham – til koncerter – har han fået mig til at føle mig meget yngre end migselv. Faktisk har han sendt mig direkte tilbage til den lille dreng, der er derinde et eller andet sted. Vi taler om Jonathan Richman, den amerikanske sanger og sangskriver, som – heldigvis – har besøgt Danmark rigtig mange gange.
Jonathan brød igennem i 1970, da han grundlagde The Modern Lovers. Konceptet var: det universelle barn møder the Velvet Underground – og sød, punket, storbymusik opstår. Gruppen, der også inkluderede Jerry Harrison (senere Talking Heads) og David Robinson (the Cars), indspillede i 1972 mesterværket The Modern Lovers, der var produceret af John Cale og fik status som forløber for punken og new-waven. Med sange som “Roadrunner” og “Pablo Picasso” (med det uforglemmelige rim: “was no asshole”…) markerede Richman sig som en særpræget sangskriver, der kunne forene rock’n roll med sange, der var båret af et barnligt naivt-uskyldigt klarsyn på verden. Et varemærke, der har været et vandmærke på stort set alle hans sange lige siden. I Richmans selskab får man skrællet alle den voksne verdens blasertheder og filtre af og ser på verden med den måbende forundring, som man finder hos små børn. åben mund og polypper.
Selv om bandet fik opmærksomhed som pladedebutant og live-act, så kneb det med at finde et pladeselskab, der ville udsende deres andet album. Og først i 1981 blev demo-optagelserne, som bandet havde indspillet med producerlegenden Kim Fowley ved knapperne, udsendt på pladen The Original Modern Lovers.
I 1974 var det så slut.
Richman dannede siden – i 1976 – gruppen Jonathan Richman and The Modern Lovers med et helt nyt kuld af musikere. Som navnet antyder, så var der mere tale om et backingband end et regulært kollektiv. Og lyden var også en anden. Væk var den hvide storbyrock-lyd og ind kom i stedet en halvtredser-rock-lyd a la Chuck Berry, Bill Haley m.fl. Men ellers var essensen den samme. Den første plade med den ny konstellation kom i 1977 med titlen “Jonathan Richman and the Modern Lovers”. Den blev hurtigt – samme år – fulgt op af “Rock and Roll with the Modern Lovers” og “Modern Lovers Live”, der kom i ’78. Allesammen uomgængelige plader for Richman-fans. Siden er der kommet en lille håndfuld albums, hvor Richman og Lovers medvirker. Og fra omkring 1989 har Jonathan så været solist.
Jeg har haft fornøjelsen at se Jonathan Richman mange gange og hver gang med stort udbytte. I begyndelsen af hans karriere var der mange, der satte spørgsmålstegn med hans naivisme. Man mente, at det var en smart iscenesættelse. Men når man har oplevet den alvorlighed, hvormed sangene præsenteres og fremføres, så er det svært at fastholde det synspunkt. Richman insisterer på en troskyldig, humoristisk oplevelse af verden og på den barnlige glæde ved at fortælle om store og små begivenheder, drømme, tanker, fantasier osv. Enhver, der ikke fornægter barnet i sig selv – og i øvrigt elsker musik – bør unde sig selv at opleve denne skæve amerikanske kunstner.