Jeg er gammel nok til at huske dengang, hvor man begyndte at holde op med at sige “De” til folk. I første omgang – og klarest i erindringen – står processen i skolen. Overgangen fra at sige Du i stedet for De til lærerne. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang fandt det svært at sige Du til visse voksne personer. Og stadigvæk – den dag i dag – skal jeg tage mig i nakken, når jeg skal (vil?) sige Du til ældre mennesker med en vis personlig pondus.
Det var en lille forskydning af omgangsformerne, der skete dengang i de tidlige tressere. Et friere kulturelt klima var på vej. Og der blæste forandringsvinde i sæder og skikke. Frigørelsen, der allerede var udkastet som en mulighed i halvtredserne (i hvert fald i pædagogikken med dogmet om “fri opdragelse”, som min tante, børnehavepædagogen, praktiserede med vekslende held…).
Dengang oplevede jeg det vist mest som et fremskridt, men siden er jeg kommet mere i tvivl. Måske har frigørelsen også haft nogle omkostninger? Måske har frigørelsen også indebåret, at nogle ting er blevet smidt ud med badevandet? Jeg tænker på den respekt for andre, man kan udtrykke gennem omgangsformerne. Fx respekt for voksne mennesker med livserfaring og -visdom. Hvor er respekten for andre mennesker blevet af i frigørelsens navn? Den er skrumpet ind i hvert fald. Du.