Så lykkedes det mig alligevel at komme i biografen her i sommerferien. Og valget faldt på den meget roste og omtalte Dunkirk af Christopher Nolan (Batman, Inception, Interstellar m.fl.).
En film om en af de både mørke og opløftende hændelser i løbet af Anden Verdenskrig. Britiske og franske soldater i tusindvis er fanget ude ved kysten ved Dunkirk, hvor tyskerne har trængt dem ud med udsigt til et forsmædeligt nederlag eller en redning, der kan være med til at vende slagets gang.
Det er det sidste, der sker, idet det ved hjælp af civile bådejere lykkes at redde tusindvis af soldater hjem til England, hvor de siden kan genoptage kampen med fjenden.
I filmen følger vi en ung soldats vej hjem. Og Nolan fortæller historien over en time og 40 minutter med synsvinkler både fra den unge mand, fra andre soldater ved kysten (fx officeren, spillet af Kenneth Branagh), fra luften (nogle Spitfirepiloter), fra en privat sejlbåd (en far, hans søn og en kammerat). Og Nolan fortæller historien med al den dramatik, han kan presse ind i billedsekvenserne. Og dramatisk er det.
Soldaterne er konstant udsat for beskydning fra tyskerne og i konstant fare for aldrig at nå hjem. En veritabel overlevelseskamp, der opleves som en fysisk prøvelse i biografsædet, hvor det buldrer, brager og ryster (For et mindre beløb kunne man købe sig til ekstra sæderystelse… det undlod jeg dog). Visuelt og dramaturgisk er der ikke meget at udsætte på Nolans film.
Til gengæld mangler den noget på en anden led. Det kniber gevaldigt med persontegningen. Den unge mand, vi følger, bliver aldrig rigtig nærværende, fordi vi ikke får noget at vide om hans historie eller liv i det hele taget. Det nærmeste vi kommer en persontegning er portrættet af den far, der sammen med sin søn og en kammerat sejler til Dunkirk for at hente soldater. Her får vi en rudimentær skitse af baggrund og engagement. En mand, der har mistet en søn i krigen og ved, hvad krig indebærer og hvad det betyder, at alle har et ansvar. Men det kompenserer ikke for manglen på bærende karakterer. Det er nærliggende at sammenligne filmen med Their finest hour, der omhandler samme periode og netop gør personfremstilingerne til omdrejningspunktet for historien.
At filmen ikke kan løsrive sig helt fra den britisk-nationalistiske selvdyrkelse og heroisering af bedriften er til at leve med, fordi det var en stor bedrift at redde de mange soldater.
Forbeholdene til trods, så er filmen absolut værd at se, fordi den er vellavet og spektakulær – og et “must” for alle med interesse for den store krig og filmhistoriske beskrivelser af den.