Vi er midt i kristendommens højtidsstund, Påsken. Og lad mig sige det, som det er. Siden søndagsskolen i barndommen har jeg haft en anstrengt forhold til mange af de forestillinger, jeg fik serveret dér og i folkeskolen. Men samtidig har jeg også været stærkt optaget af kristendommens læresætninger. Den er jo en del af min kulturelle baggrund. Ja, et fundament. Ingen tvivl om det.
Anstrengende har fx forestillingen om helvede som en slags overdimensioneret grill for syndere været. Afbilledet på diverse gamle, middelalderlige malerier. Jeg ved godt, at det er allegoriske fremstillinger, og de kan have deres berettigelse. Ikke mindst i en pædagogisk sammenhæng. Men alligevel. Derfor har jeg stor sympati for Jan Lindhardt og andres ønske om at verdsliggøre opfattelsen af helvede. Helvede skal opfattes som en sindstilstand, en følelse af dyb ensomhed og meningsløshed, som kun kan ophæves gennem den kristne tro på Guds kærlighed. Som sproget jo selv siger: Det er helvede på jord. Når noget går “ad helvede til”. Hvis helvede eksisterer – og dets modsætning – så er det hér. Det er hér, det sner, eller ikke sner. Vi er hinandens helvede – og paradis. Det er op til os. Som en skoleelev havde skrevet med sin kniv i et skolebord engang i min skoletid: Hvis dette er Livet, hvorfor så frygte Døden? Bordet var et eksamensbord. Eksamen kan være helvede på jord. For eksempel.