Jeg har tidligere berørt emnet kedsomhed. Påsken har jeg i mange år forbundet med kedsomheden. Det er, fordi der aldrig rigtig skete noget i påsken i min barndom. Min far var ofte på søen, og jeg var derhjemme med min mor. Andre familier var borte på besøg hos familie og venner. I vores familie var der ikke tradition for at besøge hinanden, hverken i ferier eller i øvrigt. I øvrigt var ferie ikke noget, vi brugte i min familie. Min far sejlede, og når han var hjemme, ja, så ville han ikke på ferie. Hverken inden- eller udenlands. Jeg har vist nævnt det før.
Jeg husker solskinspåskedage, hvor jeg sad på trappestenen til nr. 129 og kiggede på husene på den anden side. Og hvor ingenting skete. Man pillede lidt ved snørebåndet eller jakken og spejdede op ad Nygårdsvej for at se, om der måske skulle komme nogen. Eller man tussede stille rundt i baggården, indtil man fik nok og i stille desperation gik op i lejligheden.
Nutildags er jeg glad for påsken, fordi det er fridage, hvor man ikke skal på arbejde og i øvrigt kan gøre, hvad man har lyst til. Men et eller andet sted dybt derinde sidder fornemmelsen af kedsomhed der stadig.