En flyvende, smeltende lakridsispind. Hvad mon tanken er med dette stykke coverart?, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da jeg for et stykke tid siden fik fat i bandet Bite the Bullets nye album. Og jeg valgte at forstå det som et alt andet end entydigt humoristisk udsagn.

Og måske er det rigtig set. I hvert fald er Bite the Bullets udgave af rock præget af en humoristisk, ja næsten drilsk, tilgang til rock og rul. Det er rock, der ikke skal tages alt for alvorligt. Det er rock, hvor man ikke er bange for at genbruge klichéerne fra rockens store spættebog og heller ikke går af vejen for at lave underlige lyde (især på keyboardet). Det er rock, der leder denne lytters associationskæder hen på rockens lette brigade i halvfjerdserne, fx Mabel og Walkers (for nu at nævne danske repræsentanter). Rockmusik, der ikke først og fremmest retter sig mod Kloge Åge-segmentet, men mod den lytter, der gerne vil have fængende poprocksange, der egner sig til dans og sjov og ballade.

Denne iagttagelse skal ikke forstås på nogen pejorativ facon, for Bite the Bullet leverer faktisk nogle medrivende rocksange, der netop har disse kvaliteter, og sikkert nok skal finde sit publikum derude på de små scener og i radiokanalerne, der spiller den slags rock.

Med deres album viser trioen, at der stadigvæk er plads til poprock, der ikke vil tages alt for alvorligt, men med tungen i kinden og et godt øre for den fængende popsang vil underholde rockpublikummet. Og det skal der også være plads til i vores ofte alt for alvorlige tidsalder. Hermed anbefalet.

Bite the Bullet. Can be anything. Produceret af: Søren Christensen. Target Records. Er udkommet.

Desværre har jeg ikke kunne finde musikeksempler fra pladen, men dukker de op, dukker de også op her.