Hvis man har tid til det, så kan man være heldig at falde over en seværdig film, når man støver tv-kanalernes programmer igennem. Og nogle gange være heldig at falde over en god film, man end ikke anede eksisterede.
Den spanske film Vivir es fácil con los ojos cerrados (Living is easy with eyes closed) fra 2013 havde jeg godt nok læst noget positivt om engang (nogen med ‘road movie’ osv.), men havde lykkeligt fortrængt det. Men så fik DR ideen at vise den. Og det viste sig at være en rigtig god filmoplevelse. En beatlemanisk road movie.
Plottet er enkelt. Vi befinder os i Albacete, Spanien, hvor den midaldrende engelsklærer Antonio fordriver tiden med at lade sine skoleelever læse og fortolke Beatles-sange, fx “Help”. Antonio er nemlig inkarneret Beatles-fan. Og da han har hørt, at selveste John Lennon befinder sig i landet, nærmere bestemt i Alméria, for at indspille filmen How I won the War, beslutter Antonio sig for at tage en fridag og køre ned for at hilse på idolet. Og ved skæbnens (u)gunst får han to følgesvende. Dels Juanjo, langhåret søn af en politimand, der gerne vil lidt hjemmefra. Og dels den gravide pige Bélen, der flygter fra et hjem for unge mødre. To unge, der hver på deres måde repræsenterer tressernes længsel efter opbrud og oprør mod det bestående.
Og de når frem til Alméria og stedet, hvor Lennon filmer. Hvad der mere sker der, må I selv se. Men det vigtigste er sådan set også vejen derhen. Som konventionen for road movies foreskriver, så er det netop vejen med dens muligheder for personlig udfoldselse og udvikling, der er det vigtige i fortællingen. Og de tre rejsende lærer da også noget om sig selv og hinanden, inden de når deres destination.
Beatles-temaet er nok mest et påskud, en mcguffin, for at fortælle om de tre personer. Beatles’ musik spiller en begrænset rolle (sikkert også af økonomiske grunde), men også en stærk kulturel, symbolsk rolle som markør for den tidstypiske ramme af emancipatorisk opbrud. Helt frem i titlen, der er et citat fra “Strawberry Fields forever” anslås det fantasifulde og grænseoverskridende i Beatles’ ideologiske univers.
De tre skuespillere Javier Camara (Antonio), Natalia Molina (Bélen) og Francesc Colomer som drengen Juanjo dækker fint de tre forskellige søgende, flygtende og opbrydende typer. Og de omgærdes af en række fine biroller.
Samlet set er filmen en enkel fortælling, og den fortælles lige så enkelt og ligefrem som en køretur fra den ene ende af Spanien til den anden kan være. Selv om bilens topstykke går sig en tur undervejs. Det er en film at den slags, der umiddelbart fremstår som en bagatel, men viser sig at have mere på hjerte end langt de fleste, gennemsnitlige underholdningsfilm. Så hold øje med om DR genudsender den hen over sommeren. Den er værd at bruge et par timer på.