Man skal passe på med at spå om fremtiden. Ikke mindst, når det drejer sig om den teknologiske fremtid inden for musikverdenen. Da long playing vinylpladen for alvor fik vind i sejlene i 1960’erne, var der nogle, der hurtigt kaldte den romanens afløser (og at romanen derfor var død…) og singlepladens endeligt. Men sådan gik det jo ikke. Både romanen og singlepladen lever i bedste velgående. Og da CD’en kom frem i firserne, sagde mange farvel til vinylen. Jeg husker, at bl.a. Sting fra The Police tog afstand fra vinylpladen, fordi den – som olierelateret produkt – var skadelig for verdens gang. Og så videre.

Og så kom – for ikke så længe siden – streamingtjenesterne. Og man dømte såvel CD som vinyl ude. Men se, hvordan det gik? Ganske vist er CD-formatet faldet stort i salg, men vinylen har fået en renæssance. Og lige nu kan man læse, at selveste Sony, der var blandt de første til at nedlægge vinylproduktionen i slutfirserne, har besluttet at producere vinyler igen. Den nye fabrik kommer til at ligge i Tokyo.

Hvad kan man så lære af det? Jo, en gammel lære, nemlig at ethvert teknologisk fremskridt også indebærer (mindst) et tilbageskridt. Med den digitale lyd på CD’en forsvandt den fascinerende, “varme” analoge lyd med al dens redundans osv. Og med streamingtjenesterne forsvandt oplevelsen af at sidde med et kunstværk mellem hænderne. Det er altså ikke det samme, at komme gående med en stak albums under armen og så at lytte til musik på mobiltelefonen.

Det næste tilbageskridt bliver nok, at også CD’en får en opblomstring, fordi den kan noget, som ingen streamingtjeneste kan erstatte.