Forleden dag så Frøkenen Grease-filmen og med et halvt øje så jeg Sandra Dee i Olivia Newton Johns skikkelse. Olivia Nydelig Jomfru, som vi kaldte hende dengang, over for John Tag-Og-Voldtag-Mig (Travolta). Det var vist ikke pænt ment…Og kom i tanke om alle de australiere, der har gjort det godt i engelsk og amerikansk showbizz. The Bee Gees for eksempel. Og så lille Kylie Minogue. Minogue, der heldigvis er kommet godt over en alvorlig sygdom, er aktuel med et nyt album. Jeg vil gerne indrømme, at hun ikke er en sangerinde, jeg har lyttet meget til. Men et par numre har dog gjort et vist indtryk. Som ganske ung tv-serie-stjerne i Australien – i serien Neighbours – fik hun et hit med en ganske hæderlig udgave af Goffin og King-klassikeren “The Loco-motion“, som oprindeligt blev ført til toppen af poppen af fænomenet Little Eva. Uden af slå Lille Eva var Minogues version et fingerpeg om hendes styrke som leverandør til dansegulvet. Det var da også denne succes, der førte til, at hun fik kontrakt med det i firserne dominerende sangskriverteam Stock, Aitken & Waterman. Og resten er, som man siger, historie.
En anden sang fra lille Kylie som satte sig stærkt fast i capacs øregang var hittet med den i den forbindelse meget sigende titel Can’t Get You Out Of My Head, der med sin suggestive indlednings rytmik indfanger lytteren med det samme. Det er popsnedkeri af høj klasse. Simpelt, iørefaldende og fængende. Effektivt.
Little Eva – Loco-motion (liveversion fra Shindig)
PS. Locomotion var i øvrigt navnet på et århusiansk scorested i halvfjerdserne. Konceptet var enkelt: Båndmusik fra halvtredserne og tresserne, øl ad libitum og resten måtte de unge så selv finde ud af…
@Donald: Ja, nÃ¥r man ser Eva, sÃ¥ kan man forstÃ¥, hvorfor musikken blev drivkraft i de efterfølgende Ã¥rs “ungdomsoprør”.
Ja, jo. Nu tog jeg fejl af Kylie’s “Fever version” og den anden, lidt hurtigere “lufthavns-version”, jeg ved ikke hvorfor det ligner en lufthavn. Jeg kan godt se at hun “leverer” og at hun har meget sans for det ene og det andet.
“Little Eva” (ja det er med “a”) video’en er ogsÃ¥ en “stor-produktion” med masser af damer og herrer linet up, i silhouetter og med smÃ¥forskelle i lysvirkningerne; den har ogsÃ¥ sine svagheder, men hun lyser af rytme, selv nÃ¥r man mærker en lille usikkerhed i stemmen, og hun er dejlig at se pÃ¥. Man kan regne ud at hun har det varmt i en sweater i projektørlys! Men det mÃ¥ være i anstændighedens navn.
@Donald: Jeg foretrækker ogsÃ¥ Little Evas version. Dengang tillod tidens moral jo ikke den store kropslige udfoldelse pÃ¥ tv (vi husker alle, at Elvis’ hoftebevægelser blev bortcensureret). Men man er ikke i tvivl om Evas rytmesans…
Little Eva (eller Eve?) er nummer et. Kylie Minogue opsætningen er også sjov og udfordrende, men når jeg ser den, kommer det indvendige smil og den kærlige fornemmelse først når jeg tænker på Evas form og bevægelse, hendes gå-på-stedet dans med lange klip.
Læg mærke til hvor ofte man må klippe i fx. Kylie-videoen fordi dansere og sangere ikke kan holde takten. Man klipper lige før slaget, så det ikke ser så provokerende elendigt ud. Selv om jeg går ind for nylonstrømper til mænd synes jeg også de skal danse med udtryk og gerne livsbekræftende glæde (det kommer af naturlig rytme). Jeg er vist heller ikke tilbøjelig til at se eller høre eller skrive om Dødens Triumf.