I den sidste lange tid har jeg holdt igen med min trang til at svinge krabasken over den politiske og mediale virkelighed her i kongeriget. Men i går nåede jeg et punkt, hvor jeg synes, jeg måtte skrive lidt – og komme ud med lidt galde.

I DRs TV-avis havde man et indslag om, hvad man kunne kalde ‘ondskabsfuldheder på internettet’. På Facebook har mange – især børn og unge – lavet en side, hvor det åbenbart går ud på at hænge andre ud – i billeder, videoer og tekst. Bl.a. blev en angiveligt ‘retarderet’ mand på 54 år lokket til og brugt som en slags fælles håneoffer. I tv-indslaget fokuserede journalisterne og de til lejligheden indkaldte ‘specialister’ på dels de (primært) unges ondskabsfuldheder og dels forældrenes åbenbare uvidenhed om ynglets opførsel på nettet. Journalisternes og eksperternes påtagede ‘bekymring’ lod ikke nogen tvivl tilbage om, at det her var skandaløst og moralsk forkasteligt. Og man (jeg) kunne ikke lade være med at tænke, at journalisterne og eksperterne havde en alder, der passede fint til den forældregeneration, der var på spil i denne “sag” – at der med andre ord var tale om en (langt hen forståelig) spejling i de berørte forældres pinlige situation.

Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at indslaget  brillerede ved et åbenbar mangel. For selv om man kan være enig om, at det er slemt at henved 100.000 unge deltager i den slags internetudhængning af tilfældige ofre, og at det er “uforståeligt”, at forældre sidder tilbage ganske uvidende om, hvad deres unger har gang i – så manglede et meget vigtigt element. Nemlig, at denne offentlige mobning foregår på en privat ejet side – nemlig Facebook – der eller markedsfører sig som forfægter af en særlig moral, der fx ikke tillader afbildning af nøgenhed. Hvorfor var der ikke en eneste journalist, der satte spørgsmål ved Facebooks rolle i denne – og lignende – offentlige mobning? Jeg mener, at det dog var nærliggende at konfrontere netop bagmændene bag Facebook, hvis man ville sætte en effektiv stopper for den slags. Ikke? Men nej. Det hele blev reduceret til et spørgsmål om unges opdragelse og forældres manglende eller utilstrækkelige håndtering af deres afkom.

For skåret ind til benet, så er der intet nyt i at børn/unge mobber og er onde over for andre jævnaldrende. Der er heller ikke noget som helst overraskende i, at forældre ikke altid ved, hvad deres børn tænker og foretager sig, når de ikke lige er i nærheden. Sådan var det i min barndom og sådan er det nu. Forskellen er, at mobning og andre ondskabsfuldheder i dag kan lægges ud på internettet og derved få mange “likes” og sympatireaktioner.

For mig at se, så er denne sag først og fremmest en illustration af, hvor problematisk en størrelse en privatejet, reklame- og sponsorfinansieret virksomhed som Facebook er. Den markedsfører sig som eksponent for en (amerikansk funderet) moralisme, men ser igennem fingre med moralsk forkastelige aktiviteter, når blot de foregår i “lukkede grupper”, hvor kun de skyldige og deres ofre er med. Og sagen peger også på, at moderne dansk tv-journalistik savner en efteruddannnelse i kritisk journalistik.