Gåden om Antoine de Saint-Exupéry – løst

Author:

Om morgenen den 31. juli 1944 fløj forfatteren og flyveren Antoine de Saint-Exupéry af sted i sin P-38 fra Korsika i retning mod Grenoble på et rekognosceringstogt. Flyet og Antoine forsvandt sporløst. Først i september 1998 løftedes den første lille flig af gådens løsning, da en fisker ud for kysten syd for Marseille fik et lille armbånd i sit net. Armbåndet bar indskriften: ANTOINE DE SAINT-EXUPERY (CONSUELO), c/o REYNAL AND HITCHCOCK INC., 386 4TH AVE. N.Y.C. U.S.A. Et par år senere lykkedes det så for undervandsforskeren Luc Vandrell at lokalisere vragresterne af det forulykkede fly sydøst for Marseille.
Det tilbagestående problem var så at finde en forklaring på, hvorfor det lille P-38-fly gik til grunde her. Gisninger har der været mange af. Lige fra selvmord til fantasifulde historier om hemmelige og farlige togter. Nu har en tysk undervandsarkæolog afdækket de faktiske forhold. Saint-Exupérys fly blev skudt ned af en tysk jager. Historien om, hvordan puslespillet blev lagt, og hvordan Lino van Gartzen fandt frem til den endnu levende tyske jagerpilot kan man læse – på tysk – i Frankfurter Allgemeine. Litteraturhistorien er befriet for en myte.

One thought on “Gåden om Antoine de Saint-Exupéry – løst”

  1. “Det var et gult lyn lige ved hans ankel. Han stod et øjeblik ubevægelig. Han skreg ikke. Han segnede til jorden, langsomt og stille som et træ”.

    ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *