Så kom da dagen, hvor Gravhunden skulle til det årlige 10.000 km-eftersyn hos dyr(e)lægen. De to piger i familien var spændt på, hvad dyrlægen ville sige til hans vægt, for vi har fået en del kommentarer fra folk, som vi har mødt på vores vej, om, at han da “var i god foderstand”, “var lidt buttet” og i den dur. Grænsende til det fornærmende.
Personligt var jeg lidt mere spændt på (og det skulle vise sig at være med god grund), hvad dyr(e)lægen skulle have for at give ham en vaccination, klø ham bag øret og snakke lidt om den generelle sundhedstilstand.
– Han vejede nøjagtig det samme som for et år siden! Ha! Glæder mig allerede til at tryne dem, der har haft næsen for langt fremme! Godt nok er han ikke en splejs, men han har beholdt kampvægten gennem et helt år. Og hvor mange kan egentlig prale af det?! Det skal også siges, at han genetisk er i familie med tyske jagtterrier, der er muskuløse, kraftige hunde. Så det ville nærmest være naturstridigt, hvis han var for slank. I øvrigt er han adræt, hyperaktiv og kan løbe livet af enhver halvgammel blogger…
Han klarede eftersynet med bravour. Til gengæld lavede han en forfærdelig ballade før og efter konsultationen, fordi han ikke kan fordrage store hanhunde. Som dyrlægen sagde: Inden i en lille gravhund er der en stor hund! Og den gør og viser sig!