Så skete det igen. Et punktuelt terrorangreb ramte storbyen London og berøvede en håndfuld mennesker deres liv og sendte endnu flere på hospitalet med en uvis fremtid. Forfærdeligt. Og det skal selvfølgelig fordømmes og gerningsmændene findes og straffes.
Men denne terrorhandling er endnu ikke hverdag i den europæiske osteklokke, sådan som terroren er i Syrien, Afghanistan, Parkistan og andre steder uden for Europa, hvor den dagligt kræver sine ofre. Siden sidste terrorangreb i London er hundredvis af mennesker blevet ofre for terroren uden for Europa – og vel at mærke ikke med samme intense mediebevågenhed som de europæiske.

Man fristes til at hævde, at de europæiske angreb stadigvæk medialt håndteres som underholdende indslag af en anormalitet, der egentlig hører til i en anden eksotisk (islamisk) virkelighed og som bekræfter europæerne i deres ideologiske fortælling om de fredelige borgerlige demokratier, hvor terroren ikke hører hjemme, fordi den netop er en fremmed anormalitet. En fortælling, der ikke formår at stille spørgsmål om, hvad de tilsyneladende forskellige terroraktioner i og uden for Europa har til fælles? Eller om de punktuelle terrorhandlinger i Europa måske er tegn på, at den europæiske drøm om fredelig eksistens i trygge borgelige, liberalistiske demokrater netop kun er en drøm, der for længst er blevet erstattet af en grassat kapitalistisk globalisering med et andet værdisæt?

Mediernes problem er ikke, hvad de fortæller (det samme igen og igen), men det de ikke fortæller og spørger til.