Den aktuelt kørende debat om et forbud mod køb af prostitueredes ydelser er præget af fordomsfuldheder og politisk korrekthed, hvor nypuritanske kvindesagskvinder går hånd i hånd med populistiske politikere, der mener at have en “sag”, der kan give stemmer. Derfor er det godt, at nogen forsøger at skille skæg fra snot, fx moralisme fra pragmatik, og at holde hovedet koldt og hjertet og underlivet varmt. Derfor kan jeg varmt anbefale, at man læser Leif Blædels anmeldelse af bogen “Købt eller solgt. Om prostitution og trafficking” i Weekendavisen fra denne uge.
Med sin vanlige snusfornuft angriber og kritiserer Blædel bogens selvbestaltede eksperter ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved eksperternes moralistiske forudsætninger. Som når han fx kritiserer den meget almindelige påstand, at kvinder til enhver tid vil fravælge prostitution, hvis de havde et andet valg. Denne påstand genfinder man fx i den ofte anvendte fattigdoms- eller nød-hypotese. At prostitution kun grunder sig i social nød. Blædel citerer forfatterne for at skrive: “Det er vores faste overbevisning [sic!], at ingen kvinde ville sælge sin krop, hvis hun havde et reelt alternativ!”. Hertil replicerer Blædel: “Jamen, har de damer virkelig aldrig hørt om piger, der gjorde et godt parti (hvad der for resten også er mænd, som gør)? Eller er det måske sådan, at de anser et salg af kroppen på livstid for ædlere end freelancehandel? Blædel har et godt øje for de blinde punkter, der er styrende i forbudstænkernes tankevirksomhed og slår som en høg ned på dem. Et andet og banalt faktum er fx, at kvinde-offer-tænkningen helt ser helt bort fra, at der også er mandlige prostituerede. En oplagt svaghed. Blædels artikel bærer den sigende overskrift: “Prostitution set med et enkelt øje”.
En anden læseværdig artikel finder man i Information fra den 14. marts, hvor Ander Haahr Rasmussen blandt andet tager fat på et andet, tungtvejende problem: At meget af den standende debat bygger på uvidenhed om prostitution og på misbrug af statistikker. Rasmussen har også fat i et andet og følsomt problem, nemlig, at det er svært at diskutere prostitution uden at involvere sine egne mere eller mindre afklarede forestillinger om, hvad sex indbefatter og bør indbefatte (altså moralismen…).
Anders Haahr Rasmussen har også et kritisk blik på kampagnen “Tag stilling mand”, der forenkler tingene og bygger på fordomsfuldheder og uvidenhed, iscenesat med en række mandlige kändissers udsagn. Man kunne for eksempel spørge: Hvorfor er der ikke nogle prostitutionskunder, der kommer til orde? Man må formode, at nogle af dem har taget stilling – for prostitution, på baggrund af konkrete erfaringer. Eller prostituerede?
Også den påtagede ligestillings- og kvindefrigørelsesposition får et skud for boven, når Rasmussen samstemmer Isabella Lunds spørgsmål: “hvilket syn [har] samfundet på kvinder, når man i feminismens og ligestillingens navn give mænd ansvaret for, om jeg som kvinde vil have sex med dem mod betaling”? Touché. Nogen har åbenbart patent på, hvad ligestilling og feminisme er, og mener sig berettiget til at tale på andres vegne. Den går bare ikke.
Apropos sexkunderne, så læs her.