Oh, at være forælder til en teenager! Man får sat sin personlighed og ikke mindst sin tålmodighed og overbærenhed på prøve dagligt. Skal forstå at vogte grænser, medens disse angribes og afprøves i det uendelige, uden at man skal holde for fast på dem.
Forleden blev jeg ringet op af en mor til en af Frøkenens kammerater. De to piger skal om føje til til deres første popkoncert i en anden by, en mindre togrejse fra århus. Om det nu gik an at sætte dem på toget alene, uden følgeskab af en eller flere forældre? Jeg er nok en kylling, tilføjede hun. Mere end en gang. Og så er man der igen i valgsituationen: Skal – skal ikke? Valget er sådan set – dvs. fra pigernes synsvinkel – lige til. De vil gerne have sig frabedt at have fædre og/eller mødre med som (dyds)vogtere. Spændingen ligger jo i selv at skulle af sted – uden voksne, vel at mærke. For “vi er jo snart voksne selv”. Ja, teenårene er løsrivelsens år. Den mentale navlestreng skal skæres over, og de bruger en kædesav. Alligevel er det svært at give slip. Det er vist også i de år, visse forældre vælger at få “en lille ny”… Og det nytter ikke altid at sige til sig selv, at “børn er kun til låns”. Verden derud er jo grum og fæl. Det ved vi. Hvad kunne der ikke ske to ungmøer alene ude i verden?
Enden på samtalen blev, at vi må tales ved igen. Moderen skulle lige i dialog med sig selv igen. Sådan er det nemlig, når man er i det di-lemma. Man må snakke med sig selv og håbe på, at den klogeste af de to får overtaget…