Pudsigt. Knap nok har man nævnt John Lennon og hans rock’n roll-plade før man skal lægge øre til endnu et nummer fra samme i en århusiansk pladebutik. En ung dame vil vide, hvad pladebutikken spiller lige nu. Det viser sig at være walisiske Duffy, og medens de rare ekspedient finder Duffy-pladen fra af bunkerne, så begynder John Lennons magiske udgave af Fats Dominos og Dave Bartholomews „Ain’t that a shame‟ at hamre ud gennem højtalerne. Ligesom som for at understrege, hvor Duffy og alle de andre har det fra… Igen sådan en sang, der synes uopslidelig. Ikke engang flødebolle-sangeren Pat Boone kunne rigtig tage livet af den med sin version, selv om han forsøgte.
Jeg ejede engang et album med Fats Domino. En obskur live-LP, hvor han blandt andet gav Ain’t that a Shame, Blue Berry Hill og andre highlights. Men min mor var så glad for den, at jeg tror, den endte med at blive hendes. I hvert fald fik jeg den aldrig med, da jeg flyttede.

Desværre har jeg ikke kunnet finde John Lennons udgave på YouTube, men en fin live-udgave med The Fat Man himself: