Hvor længe holder han? spørger dagbladet Information i dag. Og den ‘han’, der er tale om, er selvfølgelig præsident Donald Trump, der i sin korte embedsperiode har tromlet rundt som en elefant i en porcelænsbutik. Og hvis man som undertegnede er træt af den løbende, skandaløse fortælling om The Donald, så var den velgørende modgift at gå i byen i går for at lytte til og opleve bandet Happy Family, der på en lang tur, lagde vejen forbi spillestedet Atlas.
For i Happy Family kan man ikke lide Trump eller – som forgrundsfigur Brett Sparks (sang og guitar) betegnede ham “the orange ape”. I den orange abemands tid er der ikke noget godt at fortælle om Amerika, kunne fru Rennie Sparks (banjo og basguitar) tilføje som optakt til deres musikalske udfoldelser.
Og musikalsk set passer Happy Family nærmest perfekt til Donaldismens æra. Især de af Rennie forfattede tekster virker med deres groteske og absurde humor som en rigtig modgift til Trumps overfladiske succes og brilleren. Man fristes næsten til at opfatte Happy Family som repræsentanter for de mange amerikanere, der skammer sig over og har dårlig samvittighed over at have en Trump som førstemand.
Sangene, der for størstedelens vedkommende denne aften var hentet fra bagkataloget og ikke fra den seneste plade, udspringer af Sparks-familiens hverdagsliv i og omkring Albuquerque, New Mexico. Sange om slanger, om at købe ind i et spøgelseshjemsøgt Wall Mart sent om aftenen, om et af familiens mange husdyr, om frygt, om Chicago (hvor parret boede en periode – “it sucks”, som Rennie sagde), om en bestemt lufthavn i Chicago med en bestemt “gate” (“I hate it”, pointerede Rennie), men også fx om den læderbukseklædte, partyglade, kvindelige pilot Amelia Erhart, der endte sine dage i et fly ud over det store hav.
Men alle sange, der kunne have været danske skillingeviser (hvis eller parret havde levet for mange år siden), som på en tyk bund af mørk humor fortalte små historier, som man kunne være i tvivl om var sande eller det modsatte. Og det hele blev bundet sammen af Rennie Sparks sprechstallmeisteragtige styring af de musikalske løjer, suppleret af husbond Bretts små afbrydelser.
Stilistisk bevæger Handsome Family sig som altid i grænselandet mellem americana, country, murder ballads og rock. Og denne aften med hovedvægten på rock. En rock, der var meget præget af halvtredsernes garagerock, fx. Link Wray and his Ray-Men. I et kort, vægtigt sæt, der varede ca. halvanden time blev det talrigt fremmødte publikum ført igennem en perlerække af Handsome Familys bedste sange i en fremførelse, der – bortset fra lidt tekniske problemer med Rennies bas – ydede de gode sange og melodier stor retfærdighed. Og et par ekstranumre blev det også til, bl.a. en smagsprøve på en ny, ikke helt færdig sang. Så Handsome Family er stadigvæk i gang og vi kan se frem til flere møder med dem i Aarhus – forhåbentlig.
Fotoet ovenfor er taget af Kim la Cour ved koncerten.