Lad mig bare indrømme det med det samme: Jeg har aldrig lyttet til radioprogrammet „De Sorte Spejdere‟. For P3 hører min fortid til, stort set. Men måske burde jeg lytte til programmet. I går aftes var det med som et af diskussionspunkterne i et DR2s kulturelle afladsprogrammer „Smagsdommerne„. Medvirkende var Politikens litteraturanmelder Marie Tetzlaff, Informations ditto Lillian Munk Rösing og standup-komiker og tidligere radioværk Lasse Rimmer. Debatten om Anders Lund Madsens og Anders Breinholdts radiosuccesprogram, drejede sig om, hvorfor mon det var blevet så stor en succes. Programmet, der med værternes egne ord er konceptløst, idet de to herrer „blot‟ snakker (sort) om det, der nu falder dem ind, garneret med absurdistiske konkurrencer etc., startede som sent aftenprogram (= få lyttere) og er nu en daglig to-timersforeteelse på P3s eftermiddagssendeflade. Ud over at rose programmet for at være sjovt og værterne for at være engagerede, så foretog Lasse Rimmer til en tankevækkende analyse. Han slog fast, at alle andre P3-radioprogrammer var planlagt ned i alle detaljer, hvilket også vil sige, at den musik, der bliver spillet er bestemt på forhånd. De Sorte Spejderes succes, mente Rimmer, skyldtes, at programmet brød med alle reglerne. Værterne gør, hvad der passer dem. Spiller den musik, de kan lide. Osv. Og det er jo tankevækkende, ikke? For fører det netop ikke til den konklusion, at lytterne gerne vil have anderledes radio end den publikumsleflende underholdning, de tilbydes? Folk vil have noget, de ikke forventer. Høre musik, de ikke forventer? Set på den måde er programmet en lille bombe under den lytter- og seermålende medietænkning, der i alt for høj grad dominerer public-service-institutionen Danmarks Radio.
I dag giver jeg De Sorte Spejdere en chance…
@Lasse Rimer: Kære Lasse. Tak, fordi du lagde vejen forbi igen.
Om det ville bringe P3 på katastrofekurs? Tja, det afhænger af mange ting, blandt andet af playlisterne. Og som du selv er inde på aktørernes talent for at underholde. Jeg mener ikke, at P3 skal ignorere, hvad lytterne gerne vil have og kan lide. Det ville også være selvmodsigende af en gammel pophat som mig, der selv sad klinet til Mylles programmer og hitlister. Men, jeg så gerne, at det var mere bredde i udbuddet. Flere smalle musikprogrammer.
Jeg tror vi er nogenlunde enige om, at det er en vigtig ingrediens i DSS‛ opskrift, at de selv vælger musikken. Men en nok sÃ¥ vigtig pointe er, at mange radiolyttere faktisk ogsÃ¥ godt kan lide at høre musik de allerede kender og kan lide. Jeg tror (men kan ikke vide), at musikken er en meget lille attraktion for DSS‛ lyttere, men regnes (af en hel del af dem, i det mindste) for en fin, lille bonus. Hvis alle P3’s værter fik samme playlistefrihed, sÃ¥ tror jeg, at man med stor sikkerhed kan udstikke lidt af en lytterandelsmæssig katastrofekurs for P3. Det er Spejderne, der trækker, ikke musikken de spiller. Og ikke alle P3’s værter er af samme underholdningsmæssige kaliber.
@Lasse Rimmer: Tak for pointeringen. Men egentlig tror jeg da, at vi er enige?!
Jeg tror ikke du forstod pointen. Et formatbrydende program kræver, at der er et format at bryde. Ellers er det ikke så vanvittigt forfriskende, vel? Der er ikke noget fedt ved frisk luft, hvis man sidder i træk hele tiden.
@Uffe: Du mener vel en af de stenkastende diplomater fra helvede!? 🙂
capac, du har en fremtid i diplomatiet …
@Irene: Ja, P1 er et klart hit. Jeg har givet dem en chance i dag og synes da, at de musikalske valg er ok. Men, jeg bliver nok ikke fast gæst…
Jeg har lyttet til to af deres udsendelser, den første og den sidste. SÃ¥ er det vist sagt … Jeg hører tit P1! 😉
@Carsten Agger: Det har jeg vist gjort, og jeg skal nok følge op på det!
SÃ¥ mÃ¥ du jo fortælle om, hvad du hører, her pÃ¥ bloggen! 🙂