Ja, vi befinder os på 50-årsdagen for udgivelsen af Procol Harums klassiker “A whiter shade of pale”. En paradoksal udgivelse, der på den ene side var en atypisk hitsingle (men blev storsælgende) og på den anden var indbegrebet af tresser-progressivitet med dybsindig tekst (der stadigvæk debatteres…) og musik, der lod sig inspirere af klassisk musik, samtidig med at det var tresserbeat. Et stykke musik, der som Beatles samtidige Sgt. Pepper-musik, ikke er for fastholdere, men fortsætter med at ægge og provokere dem, der lytter til musikken. Og et stykke musik, der har gjort mine forældres generations afvisning af rockens holdbarhed til skamme.