Mickey Jupp var talk of the town, dengang punken og new waven skyllede ind over vesteuropa. Jupp var en del af pub rocken, der var grobund for netop nybruddet i rocken. Han spillede i forskellige sammenhænge, fx bandet Legend, og fik udgivet en række singleplader, der var med til at konsolidere hans omdømme i musikerkredse og blandt elskere af den umiddelbare og ukomplicerede rock og rul, der strømmede ud fra de britiske pubber. Og da han i 1978 fik kontrakt med det toneangivende Stiff Records blev hans navn først et, der dukkede op i tide og utide.

Hos Stiff fik han udgivet en opsamling af Legends tre album og et soloalbum, Juppanese, der var musikalsk skizofrent, idet den ene side bestod af pub rock (med Rockpile som backing) og den anden af musik, inspireret af bl.a. Procul Harum. Siden har han udsendt et par soloalbum på andre, udenlandske plademærker. Men han er aldrig for alvor brudt igennem til det store publikum. Det skyldes måske hans musikalske søgen, men også hans stemme, som mange ikke kunne lide. Ikke desto mindre har han været en fin sangskriver med mange gode sange i rygsækken.

PS. For nogle få år siden kom der en større opsamling med det bedste fra Jupp.