Det er hvidt herude (eller: bare det var…)

Author:

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

St. St. Blichers “Det er hvidt herude” (1838) med Thomas Laubs musik (1914) var også en af de sange, vi ofte havde på tapet i folkeskolen. Tekster blev omhyggeligt forklaret og var med til at udvide ens sproglige horisont og bevidsthed.

2 thoughts on “Det er hvidt herude (eller: bare det var…)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *