Man skal passe på med at grave dybt i erindringens lag. Man risikerer at støde på mere eller mindre skjulte spor, halve associationer, kvarte erindringsstumper osv., der stikker op af det u-bevidste morads, som hjernen også er. Som nu den der sang med linjen “mama don’t you cry” og et tilhørende pop-rockende omkvæd. Det var omtalen af Jan & Kjeld, der fik den til at dukke op, dvs. dukke lidt op, ikke helt. Hvem var sangeren? Det foresvæver mig, at det var en sorthåret amerkansk crooner. Andy Williams? Vi er tilbage i starten af tresserne, måske endda slutningen af halvtredserne. Irriterende er det. Lige som når man ikke kan komme på et navn (Freud er du der?). Intens internetsøgning har ikke givet noget svar. Og det gør det blot endnu mere irriterende og lidt mystisk. For hvis nettet ikke afslører noget, så er der måske noget galt?! I hvert fald er den pågældende sang et af de første hits, jeg sådan rigtig bed mærke i dengang. I en alder af 7-8 år.