Det foregående indlæg minder mig om, at jeg så en udsendelse om HitHouse-perioden forleden dag. Og undervejs fik vi historien – eller i hvert fald lidt af den – om dengang, hvor det pludselig blev moderne (eller rettere: profitabelt for pladeselskaberne) at få danske pigtrådsgrupper til at indspille gamle danske sange.
Det var Keld Heick & Donkeys, der startede dillen. Æslerne var blevet dannet i 1962 og var inspireret af først The Shadows og siden af The Beatles. I 1965 vandt de et af de mange popkonkurrencer, DM i Popmusik, i K.B. Hallen med en version af Beatles’ Eight Days A Week. Gevinsten var en pladekontrakt med Sonet, hvor de indspillede et par engelsksprogede singler, som var skrevet af Keld Heick (hvilket var ret usædvanligt i perioden, fordi de fleste pigtrådsbands holdt sig til covernumre). året efter forlod Donkeys Sonet og fik af deres nye pladeselskab til opgave at indspille “Ved landsbyens gadekær”.
Selv om sangen stod for alt, hvad den oprørske ungdom opponerede imod – forældrenes småborgerlige idyl – så blev den et kæmpehit, og pladeselskaberne så en økonomiske interesse i at få de andre pigtrådsorkestre til at følge trop. I omtalte udsendelse ser man således Lasse Helner blive pinlig berørt ved konfrontationen med The Baronets forsøg udi den danske sangskat. En dansk-retro-bølge var sat i gang. Og jorden var gødet for fænomenet Dansktop-musik.

Også det førende danske orkester The Defenders måtte kaste sig ud i det danske med “Jeg har aldrig fået noget ” og “Der er lys i lygten” osv. Min mor købte en af Defenders danske singler, hvilket siger noget om populariteten…
Allerede dengang syntes jeg, at Ved landsbyens gadekær var for meget. Den markerede også skillelinjen mellem dem, der var “de pæne”, og dem, der var “de grimme” inden for pop- og beatmusikken. De pæne var Cliff Richard, The Shadows og lignende bands. De “grimme”, The Beatles med deres lange hår og ikke mindst The Rolling Stones, Pretty Things osv.