Genudgivelser kan være en blandet fornøjelse. Ofte handler det for udgiverne om at malke koen ved at overhælde cd’en med mere eller mindre uinteressante outtakes osv. Og dertil kommer diskussionen om nu den digitale remastering forbedrer eller forringer det analoge forlæg. I tilfældet Nick Lowe “Jesus of Cool” – Lowes solodebutalbum fra 1974 – er der tale om en af de mere vellykkede genudgivelser. Pladen, der blev udgivet på det lille pladeselskab Radar Records, har i årevis været svær at opdrive, selv om det blev genudgivet på Demon Records, og det er- selvfølgelig – blevet et samlerobjekt. Men nu har Lowes aktuelle pladeselskab, Yep Roc, samlet sangene fra den engelske udgave og den amerikanske, der gik under titlen Pure Pop for Now People under en hat og sendt den på gaden som Jesus of Cool. Med det originale omslag.
Den ferme sangskriver Nick Lowe havde netop forladt det udmærkede band Brinsley Schwarz, da han fik udsendt debutpladen. Og Lowe fik mulighed for at markere sig i den frembusende new-wave-bølge som manden med en bred musikalsk smag og en god portion humor (noget ikke alle de alvorlige nybølgerockere led af…).
Jesus of Cool har siden status som en udsøgt samling poprocksange i den bedre ende af new-wave-sangskrivningen. Et album, der stadigvæk holder helt med iørefaldende sange med lette, ukomplicerede tekster. Lige til at gå til.