I December 2006 skrev jeg følgende i min blog: “For nylig var vi i Berlin og havde den positive oplevelse, at de offentlige toiletter blev bestyret af et firma med det sigende navn Mr. Clean. Aldrig før – bortset fra i private hjem – har vi set så pæne, rene og velduftende toiletter. Ganske vist skulle man betale cirka en halv euro (3-5 kr.) for et besøg, men det var pengene værd. Når man havde aflagt sit besøg, kom der en person og tørrede håndvask og toilet af med desinficerende midler, så næste gæst kunne få fornøjelsen af en rent besøg.
Og der var ikke behov for anti-narkoman-og-alkoholiker-belysning, fordi der hele tiden var opsigt med toiletterne. Her kunne danskerne lære noget…”. Tilføjes skal det også, at de berlinske toiletter havde opsyn. Ved det store betonmindesmærke over jødeudryddelsen i nazitiden var der et toilet, hvor en gammel kone sad og passede biksen, holdt den ren og indkasserede den halve til hele euro.
Denne erindring falder mig ind, fordi jeg i dagens avis kan læse, at det i århus er et problem, at 16 “fuldautomatisk, højteknologiske betalingstoiletter” ikke er nogen succes. Folk vil åbenbart ikke bruge dem. I gennensmit benytter 10 personer sig af dem om dagen. Tilsvarende bruger 500 københavnere – og tilrejsende – hver dag tilsvarende toiletter i hovedstaden. I følge Jyllands-Posten oplysninger koster de århusianske toiletter kommunen ca. 20 millioner kroner over en årrække. Og nu skal sagen tages op i kommunens tekniske udvalg. Det er jo mange penge, der postes ud på noget, der ikke er en succes.
Er århusianerne (og tilrejsende) for nærige til at betale for et toiletbesøg? Eller hvad er der galt? Jeg tror, det handler om noget andet. Nemlig, at toiletbesøg er et ærinde, der kræver tryghed, renhed og tilgængelighed. Hvis kommunen lod opføre en række lyse, indbydende toiletbygninger i byen med tilhørende opsyn af en tissekone eller -mand, så tror jeg statistikken ville se anderledes ud. De århusianske robottoiletter er alt andet end indbydende.