Selv om jeg ikke får set så meget tv for tiden på grund af arbejde, så har jeg dog fulgt med i den danske serie Sommer om lægefamilien af samme symbolladede navn. Og jeg synes, det er en vellykket serie, omend ikke 100% vellykket.
Fortællingen er som et løg. Langsomt, men sikkert, skrælles det ene lag af efter det andet. Fortielser, forglemmelser, sandheder ser dagens lys og forandrer de involveredes liv. Det gælder i forholdet mellem Christian Sommer (Jesper Langberg) selv og hans kone Sophia (Lisbeth Dahl), hvor økonomiske hemmelighedskræmmerier (famøse skibsanparter) og en gammel utroskab ripper op og forandrer de to mennesker og deres indbyrdes forhold. Og det gælder ægteparrets forhold til deres to sønner. Ikke mindst familiens sorte får Adam (Mikael Birkkjær), der både er “offer” for moderens manglende accept tidligt i livet og faderens lægeautoritært begrundede diskvalifikation på grund af en alvorlig fejltagelse tidligt i karrieren, hvor Adam er skyld i et menneskes død. Allerede på dette sted midt i fortællingen mærker man, at Adam nok bliver den, der vokser som person og redder familiens renommé m.m.
I bund og grund er det en lidt gammeldags fortælling om en patriark, der på grund af Alzheimer visner hen og i denne proces sætter en række forvandlinger i gang i familien. Alle bliver berørt af dyret, der ikke vil dø. Også gammeldags i den forstand, at den står i dyb gæld til de klassiske dannelses- og udviklingromaner i sin tankegang. Her er ikke noget postmoderne fortællehalløj.
Som i en god kriminalserie (fx forgængerserien Forbrydelsen) bliver man fastholdt i spænding. Hvad gemmer der sig af potentialer og skjulte ressourcer i disse personer. Elementær fortælleteknik.
Til svaghederne hører, at nogle af personerne mangler dynamik. Det gælder fx og især lægesønnens Jacobs kone (Marie Louise Wille), der fra starten af går rundt og ser splittet ud (fx splittet mellem karriereambitioner og kæresteditto) og ikke kan meget andet. Men indtil videre har hun stået på standby. Måske sker der noget i de kommende afnit, men foreløbig er det en utaknemmelige rolle for Marie Louise Wille. Noget lignende kan man sige om Camilla Bendix’ kogekonerolle Anna, der skal agere Adams udkårne. En vist nok skuffet kvinde, der fra starten af gør sig umulig og opnåelig. Da hun i sidste afsnit pludselig siger ja til at Adam overtager faderens praksis og opfordrer ham til at flytte ind hos sig, så virker det temmelig usandsynligt, set i lyset af hendes tidligere opførsel. Det stereotype gør sig også gældende hos familiens unge pige Lærke (Cecilie Bøcker Rosling), der heller ikke får lov til at folde sig helt ud.
Disse begrænsninger ved nogle af de større biroller hænger muligvis sammen med serieformatet. Der er mange personer i galleriet og relativ kort tid til at folde dem ud. Derfor får nogle af de centrale figurer mere plads end andre. Sådan kunne det hænge sammen. Samme problematik vil man kunne finde i mange romaner.
Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget på hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke så forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid på tv-drama-området. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning.