Engang så jeg musikstreaming som en mulighed for, at musikelskere kunne få let adgang til den musik, de havde smag for. En mulighed for at gøre musik(ud)valget bredere og mere nuanceret, både historisk og aktuelt. I det hele taget ligger der et stort potentiale i selve teknologien.

Når streamingen alligevel er blevet en skuffelse for mig – og jeg af samme grund begrænser min brug til fx Youtube og nogle få mindre tjenester på nettet, så skyldes det, at streamingtjenesterne – de store – hurtigt er blevdet til pengemaskiner for ejerne, medens musikskaberne får smuler for brød. Man kan sige, at historien gentager sig. Lige som pladeselskaberne tog røven på kunstnerne (i stort omfang) i fortidens pladekontrakter, så er det nu streamingteknologien, der bruges som profitinstrument. Og tendensen fortstætter, selv om nogle forsøger at gå mod strømmen. Således kan man i dag læse, at streamingtjenesten Spotify agter af indføre en “betalingsmur”, således at en ny udgivelse for en vis periode kun kan høres mod betaling. Forestil dig at du har et abonnement, som du månedlig betaler til og så kommer der en ny sang med dit favoritband. Du finder titlen på din mobilos og så popper der en betalings-pop-up op.

Firmaet påtænker også, at reducere royaltybetalingen, så snart musikken har indtjent en vis sum penge. Man ser det for sig. En Beatles-sang blive streamet 1 milion gangen og hiver penge ind til firmaet, hvorefter samme firma skruer ned for betalingen til forlaget bag Beatles-sangen.

De nye tiltag er blot en understregning af, at streaming ikke pr. definition står i musikkens og musikskabernes tjeneste. Som det oftest er i det samfund, vi lever i, så er der nogle ejere af produktionsmidlerne, der høster, når kunstnerne sår.

Er der så en løsning på problemet? Ja, kunstnerne må gå andre veje. Gå uden om de store tjenester og tage sagen i deres egen hånd.