De sidste måneder har jeg sammen med Frøkenen arbejdet hårdt på at finde et gymnasium i lokalområdet, som kunne imødekomme hendes faglige ønsker. Det har været svært. En meget lidt logisk opbygget studieordning (sikkert lavet af Djøffer i undervisningsministeriet) gør det til lidt af et puslespil at få de ønskede fag. Og ofte afhænger det af, om der bliver oprettet “valgfag”. Indtil videre har det heddet sig, at der skal 10 elever til oprettelse af en “valgfag”, og at det som regel kunne lade sig gøre.
Efter at have besøgt en række gymnasier og snakket med repræsentanter fra dem og diverse uddannelsesvejledere i folkeskolen, så er Frøkenen og jeg nået frem til et par gymnasier, der burde kunne imødekomme hendes ønsker. I store træk.
Men så kom regeringen ind over med sine kreative økonomiske tryllekunster. Citat:

“Det der egentligt sker er, at vi får færre penge til at uddanne den
enkelte elev. For år tilbage var der kun 24 i en klasse. Der står i
gymnasieloven, at der skal være 2.470 timer på de tre år gymnasiet
varer. Så det kan vi ikke ændre ved, vi kan kun øge klassekvotienten og
fjerne nogle valghold ved at sige, at der skal være 30 elever på et
hold, for at det kan blive til noget“

Peter Kuhlman, formand for Gymnasierektorerne. Så står man der med håret i postkassen, når man skal forklare sin datter, at hun – nu hvor ansøgningen er sendt af sted – måske alligevel ikke kan være sikker på at få musik… Jeg ønsker den regering hen hvor peberet gror!
PS. I øvrigt kunne man i sidste uge læse om – veluddannede, økonomisk velstillede – forældre, der forsøger at bestikke rektorer for at få et bestemt gymnasium til deres børn. Jo, den sociale arv arbejder sandelig ufortrødent videre i uddannelsessystemet…