DR tog sig sammen og genudsendte den britiske film Song for Marion forleden. Jeg har set den før, men faldt alligevel hen i filmen, da den begyndte. For det er sådan en helt igennem sympatisk, gennemhumanistisk britisk film, som kun briterne kan skrue sammen.

Handlingen er enkel. Arthur og Marion er et ældre ægtepar. Marion (Vanessa Redgrave) er terminal kræftsyg og Arthur (Terence Stamp) er den lidt følelseshæmmede ægtemand, der ikke kan forstå, at Marion har glæde ved at mødes med andre pensionister og synge i kor. Men med den unge korleder Elizabeths (Gemma Arterton) mellemkomst får Marion mulighed for at udfolde sine sangtilbøjeligheder i sin sidste tid – og Arthur ender med at finde sin egen stemme i koret. Og handlingen er lige så banal og happy-ending-fastlagt, som her beskrevet.

Og det er da heller ikke handlingen i sig selv, der er interessant. Men som altid det kammerspil, som de britiske skuespillere lægger for en dag. Og så er filmen en stor hyldest til sangen – der bliver en stor metafor for livet.